Problemer for smolt i søer

Vådområde- Smoltdødeligheden som følge af vandets opholdstid, samt den gennemsnitlige dødelighed i naturlige søer og vandkraftsøer
Figuren til venstre viser smoltdødeligheden som følge af vandets opholdstid i en sø. Figuren til højre viser den gennemsnitlige smoltdødelighed i naturlige søer og vandkraftsøer.

Generelt om indskudte søers betydning for vandrefisk
Man har længe vidst, at smolt har store problemer med at finde gennem søer, der ligger direkte i vandløb. Det skyldes, at smoltene har svært ved at finde gennem søerne og ofte bliver ædt af søens rovfisk og fugle.

Mange danske søer er skabt ved opstemning af vandløb, og tabet af smolt i vandkraftsøer er typisk over 70 %. Der kan dog også omkomme mange smolt i naturlige søer, specielt hvis ørrederne ikke kan leve der om sommeren pga. varmt og uklart vand, mange rovfisk og fiskeædende fugle.

Vandets opholdstid i søen er en af de afgørende faktorer for, om smolten kan finde gennem en sø. Det gælder generelt, at jo længere opholdstiden er, jo flere smolt forsvinder der i søen. Men man kan ikke udelukkende regne med dette, idet der bl.a. er fundet smolttab på op til 97 % i relativt små søer, herunder mølledamme. Årsagen er bl.a. stemmeværker og opstuvninger, der ændrer vandets frie løb.

I konkrete situationer foretager DTU Aqua derfor en helhedsvurdering af konkrete projekter, der er baseret på den samlede viden om smoltens vandringer.

En sådan vurdering er bl.a. foretaget i Tude Å ved Slagelse i Vestsjælland, hvor det er foreslået at lægge åen tilbage i det oprindelige løb. Der er dog ikke tale om at genskabe de oprindelige forhold, idet vandets frie løb skal hindres vha. højvandssluser. Derfor bør der inddrages erfaringer fra smoltundersøgelser, hvor man styrer vandstanden med stemmeværker, og hvor der ofte er fundet smolttab på op mod 80-90 %. Dette er baggrunden for, at DTU Aqua vurderer, at der vil opstå et smolttab på mindst 50 %, hvis planerne om et vådområdeprojektet ved udløbet af Tude Å gennemføres som planlagt.

 

Af Jan Nielsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer

https://www.fiskepleje.dk/vandloeb/restaurering/vaadomraade/soe-direkte-i-vandloeb-i-vaadomraade/vaadomraade-soer-i-vandloeb
23 APRIL 2024