Vandmiljø og fiskene

 Nedgarn_med_smaa_masker_
Mange fredfisk i en sø kan æde så meget dyreplankton, at der ikke er nok dyreplankton til at æde algerne.

Vandmiljøet viser, hvilke fisk der trives

Forskellige fiskearter har forskellige krav til levesteder. Hvilke fiskearter, der klarer sig godt, afhænger derfor af søens vandmiljø, dvs. vandets klarhed (sigtdybden), vandplanter, næringsstoffer i vandet og også af faktorer som søens dybde, størrelse og vandstand, samt om søen har forbindelse til vandløb. Udsving i f.eks. temperatur og ilt påvirker også fiskene forskelligt. 

Uklart vand og mangel på bundplanter gør, at nogle fiskearter ikke trives, mens andre klarer sig godt. I uklare søer er der f.eks. mange mindre fisk, især skaller og brasen, mens der næsten ingen store aborrer findes. I klarvandede søer er der samlet set færre fisk, men de er til gengæld større. 

I menuen til venstre kan du læse om miljøfaktorer, der påvirker søens fisk. 

Fiskene påvirker vandmiljøet

Fiskene påvirker også vandmiljøet. De mange fredfisk i den uklare sø, som skaller og brasen, æder søens dyreplankton, f.eks. dafnier. Derfor er der ikke nok dyreplankton til at æde de mange planktonalger, som gror i en sø med mange næringsstoffer. Planktonalger er fritsvømmende mikroskopiske små planter, og for mange planktonalger gør vandet uklart. Læs mere om fiskene og uklart vand.

Viden om vandmiljøet er vigtig for fiskepleje

Vil du forbedre fiskebestanden i netop din sø, er det vigtigt at vide noget om vandmiljøet, f.eks. hvor klart vandet er (sigtdybden), mængden af vandplanter og søens størrelse samt dybde. Så kan DTU Aqua rådgive dig. Læs mere om fiskepleje i din sø her. 

Hvis du vil indsamle viden om miljøet i din sø, kan du melde dig som vandmiljøagent.Læs mere om vandmiljøagent her. 

Af Lene Jacobsen, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer

 

http://www.fiskepleje.dk/soeer/vandmiljoe-i-soer-(generelt)/viden-om-vandmiljoet-er-vigtig-for-god-fiskepleje
21 NOVEMBER 2017