På denne side kan du læse mere om:
Undervandsplanter har stor betydning for de biologiske samfund og vandkvaliteten i søer og kan ved hjælp af en række forskellige virkningsmekanismer stabilisere søen i en klarvandet tilstand. En forudsætning for en vedvarende god vandkvalitet i lavvandede søer er derfor tilstedeværelsen af undervandsplanter.
I søer hvor forudsætningen for undervandsplanter er tilstede, det vil sige først og fremmest lys nok til bunden, men hvor planterne mangler, kan udplantning af undervandsplanter derfor være med til at forbedre miljøforholdene i søen. Man kan også opnå en forbedring i vandmiljøet i nye eller genskabte søer ved at ændre på sammensætningen af fisk.
Eksempler på planternes rolle for næringsstoffer, dyr og sediment i søer
Nogle af planternes positive egenskaber er, at de:
- optager og binder næringsstoffer så disse ikke er tilgængelige for alger
- stabiliserer sedimentet så det ikke hvirvles op og gør vandet uklart
- forbedrer levevilkårene for muslinger, der er effektive algefiltratorer
- forbedrer vilkårene for algefiltrerende dyreplankton, herunder specielt dafnier
- forbedrer vilkårene for rovfisk som aborre og gedde, så disse favoriseres frem for fredfisk som skalle og brasen
Efter mange års tilførsel af næringsstoffer og uklart vand til følge er det ikke en selvfølge, at undervandsplanterne genetableres, når vandet bliver klart. Årsagerne kan være flere, herunder at:
- der ikke er undervandsvegetation i den umiddelbare nærhed, dvs. planterne kan ikke sprede sig derfra
- frøbanken ikke længere er aktiv eller begravet så dybt af sedimenteret materiale, at den ikke kan spire
- der sker en nedgræsning af planter i takt med, at de spirer frem
I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at hjælpe undervandsvegetationen på vej, f.eks. gennem udplantning.
Den væsentligste faktor for, at planterne kan etablere sig er, at lysforholdene er tilstrækkelige gennem hele vækstsæsonen. Det vil sige, at planterne ikke må sættes dybere end sommermiddelsigtdybden og ikke dybere end den dårligste sigtdybde.
Bundforholdene skal være egnede til udplantning. Det betyder en forholdsvis fast bund, som primært består af sand, så planterne ikke rives op af f.eks. bølgepåvirkning. Planterne kan så brede sig herfra til de mere mudrede og næringsrige sedimenttyper.
Bunden skal helst have en forholdsvis lille hældning, så selv en beskeden forøgelse af dybdegrænsen for planterne kan resultere i en forholdsvis stor arealmæssig udbredelse af disse. Hvis bund- og dybdeforhold tillader det, kan der i små søer og vandhuller plantes rundt langs hele søbredden.
Det er væsentligt at vælge plantearter som er velegnet til den enkelte lokalitet. Der kan opstilles følgende kriterier for arterne:
- de bør tidligere være registreret i søen
- de skal være tolerante overfor forholdsvis høje næringsstofniveauer
- de skal fylde i vandsøjlen af hensyn til skjulemuligheder for dyreplankton og fisk
- de skal kunne danne et stabilt samfund helst både med vegetativ og kønnet formering
- de skal have et stort spredningspotentiale
Planter velegnet til udplantning er kruset vandaks og glinsende vandaks
Der er stadig ikke mange erfaringer med udplantninger, men følgende arter har vist sig velegnede: kruset vandaks, hjertebladet vandaks, glinsende vandaks og børstebladet vandaks. Vandpest må anses som mindre velegnet, da den har et så stort vækstpotentiale, at kan udvise nærmest eksplosiv vækst og udkonkurrere andre arter.
Forud for en udplantning er det ifølge Naturbeskyttelsesloven nødvendigt at indhente tilladelse fra Naturstyrelsen og fra det pågældende miljøcenter. Desuden kræves tilladelse fra de veterinære myndigheder, hvis planterne flyttes fra et vandløbssystem til et andet.
Udplantningen skal ske så tidlig på sæsonen som muligt, det vil sige fra midten af maj til midten af juni. Herved øges overlevelsen og spredningsevnen. I et større udplantningsprojekt i Engelsholm Sø i det tidligere Vejle Amt, nu Region Syd, blev anvendt stiklinger, det vil sige topskud af planter.
Disse blev stukket i sedimentet og dannede rødder i bladhjørnerne i løbet af to uger. Under optimale betingelser kan en udplantningstæthed på tre planter pr. kvadratmeter udvikle sig til til 8 til 30 planter pr. kvadratmeter i løbet af en enkelt vækstsæson.
I forbindelse med restaureringen af de indre søer i København etablerede man i 2002 18 netbure på fem gange ti meter og plantede vandaks i dem. Ligesom i Engelsholm Sø bredte planterne sig kraftigt i netburene i såvel Peblingesøen som Sortedamssøerne. Planterne bredte sig imidlertid også kraftigt uden for burene. Det betyder, at der var et godt spredningspotentiale i disse søer, og burene blev fjernet igen i 2005.
I stedet for at udplante topskud kan man anvende planter med rødder eller vegetative formeringsorganer. Det er f.eks. de såkaldte vinterknopper fra kruset vandaks eller 'tubers' fra børstebladet vandaks. Dem kan man indsamle og sprede på nye lokaliteter. Der findes ikke erfaringer med denne metode.
Vandfugle som blishøne og knopsvane og enkelte fiskearter græsser på undervandsplanterne. I søer uden eller med meget sparsom vegetation kan græsningen på de fremspirende planter blive så voldsom, at planterne ikke vinder fodfæste i søen. Det er set i flere restaurerede søer, hvor der på trods af forbedrede lysforhold ikke er sket en fremvækst af undervandsplanter.
Det kan derfor være nødvendigt at lave indhegninger for at beskytte planterne.
I hidtidige forsøg er der anvendt plastiknet med en maskestørrelse på 60 mm. Nettet skal slutte tæt til bunden. Står det ca. en halv meter op over vandoverfladen, er det ikke nødvendigt at overdække indhegningerne. Hvis nettet ikke når så højt op over vandoverfladen, anbefales det at dække indhegningerne med et finmasket net. Dette er f.eks. sket i Peblingesøen og Sortedamssøen i København.
Billedet til højre viser en plantesektion på fem gange fem meter med veludviklet undervandsvegetation. Planterne beskyttes mod græssere ved hjælp af et plastikhegn med 60 mm maskestørrelse sluttende tæt ved bunden til 0,5 m over vandoverfladen.
I Engelsholm Sø udviste de beskyttede planter en meget kraftig udvikling i skudtætheden. Desuden varierede de dominerende arter i de beskyttede områder over tid.
Hegn til beskyttelse af planter mod græsning
Dette vækstmønster fortsatte frem til 2001, hvor netburene blev fjernet, selv om planterne ikke havde etableret sig uden for de beskyttede områder. Senere var plantetætheden reduceret kraftigt i de tidligere beskyttede områder uden dog helt at forsvinde.
Etablerer planterne sig kun i de beskyttede områder, kræves et stort plantedækket areal, før de beskyttende netbure kan fjernes. Ellers kan planternes vækst ikke følge med fuglenes græsningstryk.
Af og , Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet