Standardiseret fiskeundersøgelse
De fleste fiskeundersøgelser, der foretages i de danske søer i dag, bliver udført med et standardiseret fiskeundersøgelsesprogram, som består af fiskeri med såkaldte biologiske oversigtsgarn samt af elektrobefiskninger i bredzonen. Et biologisk oversigtsgarn er et 42 m langt nedgarn eller gællegarn med 14 forskellige maskevidder (fra 6,25 mm til 75 mm). Antallet af garnsætninger og antallet af elektrobefiskninger bestemmes af søens areal og dybdeforhold.
En lang række af de lidt større danske søer (>5 ha) er siden midten af firserne blevet undersøgt med dette fiskeprogram, både i forbindelse med amternes overvågning ifølge vandmiljøplanen eller i forbindelse med restaureringsprojekter. I de senere år er fiskebestandene i en række mindre søer helt ned til 1000 kvadratmeter også blevet undersøgt, dog med et noget mindre undersøgelsesprogram bestående typisk af en til fire sætninger med biologiske oversigtsgarn.
Resultatet af en fiskeundersøgelse er ikke et præcist mål for bestandens størrelse, men et indirekte mål herfor i form af den gennemsnitlige fangst pr. garn pr. nat, på engelsk kaldet Catch Per Unit Effort (CPUE) eller fangst pr. indsatsenhed. Ved hjælp af erfaringstal kan fangstresultaterne omregnes til et groft skøn over tætheden af fisk, og undersøgelserne danner dermed grundlag for at vurdere, om fiskene påvirker søen negativt. Desuden bruges fiskeundersøgelsens resultater til at udarbejde en eventuel opfiskningsplan.
Hvor mange fisk?
De søer, der hidtil er blevet foretaget opfiskninger i, har typisk rummet mere end 200 til 300 kg skidtfisk pr. hektar, hvoraf skaller og brasener i de fleste søer har stået for langt hovedparten. En del søer huser dog væsentligt mere end 500 kg skidtfisk pr. hektar med den største fangst hidtil på hele 1500 kg pr. hektar. Man må endda regne med, at ikke alle fisk er blevet opfisket. Enkelte søer domineres af andre skidtfisk end skalle og brasen, eksempelvis den hårdføre karusse, der ofte findes i meget stort antal i næringsrige gadekær, smådamme o.lign.
For at opnå en god effekt af opfiskning af skidtfisk, er det vigtigt at fjerne hovedparten af dem så hurtigt som muligt, helst mindst 70 til 80 procent inden for et par år. Afhængig af tætheden af skidtfisk må man regne med at skulle opfiske mindst 150 kg pr. hektar inden for en kort periode. Hvis ikke opfiskningen er hurtig og stor nok, vil de resterende skidtfisk blot æde mere, hvorved dyreplanktonet ikke fredes tilstrækkeligt til at kunne kontrollere algevæksten. Vandet forbliver uklart, og dermed skabes ikke de betingelser, der er nødvendige for at etablere en god bestand af rovfisk.
En succesfuld opfiskning af skidtfisk handler således ikke kun om at nedbringe mængden af uønskede fisk, men handler tillige om at bane vejen for rovfisk, der siden kan kontrollere mængden af skidtfisk. Især de unge aborrer lider normalt under en stor fødekonkurrence med skallerne og brasenerne, og en vellykket opfiskning vil som regel føre til, men også være betinget af, sideløbende hurtigere vækst blandt aborrerne.
I foråret 1995 iværksattes en biomanipulation i Kolding Slotssø. Fiskebestanden var før opfiskningen helt domineret af brasener og skaller, og søen husede kun et fåtal aborrer, som alle var små. Frem til og med 1997 blev der i alt fjernet godt 10 ton skidtfisk fra søen, og allerede i 1997 havde søen det væsentligt bedre, og der kunne konstateres en markant fremgang hos aborrerne. Aborren blev således søens dominerende fisk i 1999, og i modsætning til før opfiskningen var langt hovedparten af aborrerne nu i rovlevende størrelser.
Bortskaffelse af fangsten
At komme af med skidtfisk kan være problematisk. Det skyldes blandt andet, at der i Danmark ikke er tradition for at spise de pågældende fiskearter. Alene navnet skidtfisk mere end antyder, at de ikke er i høj kurs. I mange andre lande spises skaller og brasener dog med glæde.
Derudover er der en grænse for, hvor stor en andel ferskvandsfisk må udgøre i foder, til f.eks. mink. Den største hindring for afsætning er nok, at der ingen industri er forbundet med ferskvandsfisk herhjemme.
Desuden er der ofte tale om relativt begrænsede dagsfangster, hvilket øger omkostningerne til opbevaring og transport og dermed yderligere forringer afsætningsmulighederne. Kun i bedste fald kan der regnes med en indtægt på denne konto.
I de fleste tilfælde vil der være tale om en udgift, både tidsmæssigt i forbindelse med håndteringen og opbevaringen af fangsten og i forbindelse med bortskaffelsen. Mod betaling tilbyder enkelte firmaer at afhente fangsten, som oftest går til benmel eller til biogasanlæg. Disse firmaer stiller gerne containere til rådighed til opbevaring af fiskene.
For at undgå forrådnelse kan fiskene i visse tilfælde med fordel opbevares i hyttefade, men i varme perioder må en til to bortkørsler eller afhentninger om ugen påregnes. Lejlighedsvist kan små portioner afhændes til zoologiske haver eller til akvarier, som regel uden betaling. De foretrækker dog ofte levende fisk, hvilket besværliggør håndteringen af fangsten.
Tilladelser
Før man begynder på en opfiskning, skal man sikre sig de nødvendige tilladelser. Læs mere om tilladelser.
Af og , det rådgivende biologfirma Fiskeøkologisk Laboratorium.