Om websitetKontaktIndeksTelefonbogEnglish
Klik for at gå til DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer

Vandrefiskenes passage gennem genskabte og nye søer

Når en sø genskabes eller en ny sø laves på en lokalitet, hvor et større vandløb med en bestand af vandrende laksefisk skal gennemløbe søen, vil søen påvirke laksefiskene. I langt de fleste tilfælde vil der være tale om en negativ påvirkning på en eller flere måder. Endvidere vil påvirkningen typisk være større, jo nærmere søen er placeret vandløbets udmunding i havet.

 

Om foråret når smolt skal vandre mod havet, kan en sø på smoltenes vandringsrute betyde, at deres vandring afbrydes, eller at de dør. Undersøgelser har vist, at en meget stor andel af de smolt, der vandrer ind i en sø, kan falde som bytte for søens rovfisk og fugle. I andre tilfælde viser det sig, at smoltene farer vild i søen. De mister orienteringen og kan ikke finde vej ud af søen igen.

 

Hvis søen ikke indeholder rovfisk, reduceres det problem naturligvis. Men dels er det i de fleste tilfælde ikke muligt at forhindre rovfisk i at nå frem til søen og danne en bestand, hvis søen gennemstrømmes af et større vandløb. Dels vil det også være en betydelig negativ faktor for søens vandmiljø, hvis man søger at holde søen fri for rovfisk. Hvis søen får en dårlig miljøtilstand vil det også medføre forringede miljøforhold over mange kilometer af vandløbet nedstrøms søen.

 

På den anden side bør man naturligvis ikke øge bestanden af rovfisk ud over det naturlige niveau gennem udsætning eller udsætning af nye arter. Det er i den sammenhæng meget vigtigt, at der ikke udsættes sandart, der som bekendt ikke lever naturligt i Danmark. Flere undersøgelser har vist at sandart kan være ansvarlig for en væsentlig del af prædationen på smolt.

 

Hvis et projekt til gen- eller nyskabelse af en sø betyder, at et større vandløb bliver påvirket af søen, bør det tilstræbes, at vandløbet ledes uden om søen, og at søen kun får afløb til vandløbet. I sådan et tilfælde kan søen dog også virke som opvækstareal for rovfisk især gedder, der vandrer ud i vandløbet og dermed skaber en større bestand af rovfisk i vandløbet, end der var tidligere. Det vil også betyde øget dødelighed for udvandrende smolt, men dog i mindre grad end hvis vandløbet ledes gennem søen.

 

Konklusion og anbefaling

Når ørredsmolt skal passere kunstige og naturlige søer er det ofte forbundet med en stor dødelighed. Mængden af smolt som når frem til havet er derfor tit kraftig reduceret. Der er lavet mange undersøgelser om søer og deres negative påvirkning på smoltnedtræk hos både ørred og laks. Undersøgelserne som belyser hvordan søer kan påvirke bestandene af vandrefisk finder du her:

 

Af Søren Berg, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

Sidst opdateret af  23.07.2008
Top
DTU Aqua - Vejlsøvej 39 - 8600 Silkeborg - ffi@aqua.dtu.dk - tlf. 35 88 31 00Tilmeld nyhedsbrev