Pleje af søernes fiskebestande har fundet sted siden meget gamle dage, hvor søfiskeriet havde stor økonomiske betydning.
Den tidligste skriftlige beretning fra de nordiske lande om udsætning af fisk findes på en norsk runesten fra 1100-tallet. Her står: "Ailifr alkr bar fiska i raupo sio", hvilket oversat betyder "Eilif Elg bar fisk til Rausø".
Der har sandsynligvis været tale om udsætning af ørred i en sø, der har været fisketom siden istiden. Det at skabe fiskeri i en sø var tydeligvis noget, man dengang mente, det var værd at 'skrive hjem om' eller at mindes.
Udsætning af fisk i søerne for at forbedre fiskeriet har været kendt herhjemme siden middelalderen. Først drejede det sig om fisk som suder, karusser og senere karpe og helt.
Metoden var i alt sin enkelhed at udsætte et mindre antal store fisk med det formål at etablere en bestand, der kunne formere sig. Altså en enkelt udsætning med mange års fremtidigt fiskeri som resultat.
I midten af 1800-tallet startede de første klækkerier, hvorefter det blev muligt at udsætte store mængder yngel eller ungfisk. I starten blev der fokuseret mest på opdræt af ørred til udsætning i søer og damme som en slags ekstensive dambrug og til dels også i vandløb.
Senere begyndte opdræt af geddeyngel til udsætning.
Det første egentlige geddeklækkeri blev startet ved Tissø i 1897. Siden kom der flere til, hovedsageligt på Sjælland, men også i Jylland. Og i løbet af 1900-tallet blev der sat anseelige mængder geddeyngel ud over hele landet, dog med hovedvægt på Sjælland (se figuren nedenfor).
Mængden af registrerede udsætninger af geddeyngel i perioden 1903-2007.
I 1930'erne udsatte man helt op til 3-4 millioner stk. geddeyngel om året. Udsætningerne aftog i 1960'erne og 70'erne, da man fandt ud af, at de mange udsatte smågedder sjældent førte til en større bestand af større gedder.
Siden blev geddeudsætninger genoptaget i Fiskeplejens regi, og i en årrække fra starten af 1990’erne er der sat gedder ud hovedsagelig i forbindelse med sørestaurering. Men også her tyder undersøgelser på, at udsætning af gedder ofte slet ikke giver det ønskede resultat. Derfor anbefaler DTU i dag. at der ikke sættes gedder ud ved sørestaureringer. Der sker dog stadig geddeudsætninger i nyskabte eller genskabte søer, da de har vist sig at være en god metode til at etablere en geddebestand.
Optegnelser viser, at man tidligere lokalt har udsat sudeyngel, og brasenyngel. Udsætninger af sandart blev første gang forsøgt i slutningen af 1800-tallet, men først efter gentagne udsætninger omkring 1930 begyndte bestande at etablere sig i flere af vore større søer.
Fiskeriet efter sandart var herefter i mange år en god indtægtskilde for erhvervsfiskere på disse søer. Siden 1980'erne er fangsterne gået meget tilbage i takt med tilbagegangen i erhvervsfiskeriet på vore søer. Til gengæld er sandart i dag en højt værdsat fangst blandt lystfiskere. Nu til dags gives der meget sjældent tilladelse til udsætning af sandart. Det skyldes, at sandart kan have en negativ effekt på bestanden af andre fiskearter, f.eks. aborre.
Der er i tidens løb udsat ørreder i en række søer landet over med det formål at forbedre fiskeriet efter denne eftertragtede fisk. Ofte som kompensation for manglende gydemuligheder i tilløb til søerne, men i andre tilfælde som en form for put-and-take, i lighed med udsætning af ørred ved vore kyster. Indtil midt i 1980’erne anvendte man i nogle tilfælde regnbueørred til den slags udsætninger. Men da de udsatte ørreder kun i sjældne tilfælde har betydet forbedrede fangster er udsætning af ørreder i søer nu ophørt mange steder.
Åleudsætninger er foregået siden begyndelsen af 1900-tallet enten med udsætning af små ål eller glasål. Oprindelig fangede man glasål i åmundinger og flyttede dem til søerne, men efter ålefangsternes bratte tilbagegang siden slutningen af 1970’erne er dette ikke længere tilladt. Årsagen til stoppet for åleudsætning i landets søer er dels, at det er svært og dyrt at skaffe glasål, dels at man vil undgå spredning af åleparasitten svømmeblæreorm.
Siden 1990 har man importeret glasål fra Sydeuropa til opdræt og udsætning.
Siden 1903 har erhvervsfiskere i søer og enkelte af landets åer indsendt årlige fangstrapporter. Disse indberetninger er en meget vigtig kilde til viden om fiskebestandenes udvikling i vore søer gennem de sidste 100 år.
I 1914 startede "Undersøgelser af de Ferske Vandes Fiskeriforhold", der med tiden udviklede sig til det der i dag er Afdeling for Ferskvandsfiskeri i Silkeborg. Herefter dannede biologiske undersøgelser sammen med fangstrapporter grundlag for en driftsplan for den enkelte sø. Heri fik søens ejer eller forpagter anvisninger på, hvordan fiskebestanden i søen skulle forvaltes for at opnå det højst mulige udbytte. Søerne blev dengang i høj grad betragtet som arealer, der ligesom en mark skulle udnyttes optimalt.
En driftsplan kunne anbefale udsætning af fisk indeholde anvisninger på fjernelse af uønskede fisk. Man vidste f.eks. at en stor bestand af brasen, ikke var godt for afkastet fra søen. I flere søer prøvede man at bekæmpe brasenbestanden ved vodfiskeri. Begrundelsen var at brasen var en stor fødekonkurrent til ålen. Først langt senere fandt man ud af, at brasen og andre såkaldte 'skidtfisk' kan forringe vandkvaliteten i søer, fordi de æder den dyreplankton, som holder de grønne alger i skak.
Driftsplanerne var anbefalede også, hvordan man kunne undgå forurening af søerne ved at standse udledningen af spildevand eller møddingsvand.
Det var især biologen C.V. Otterstrøm, der var foregangsmand på dette område. Så tidligt som i 1920'erne og 30'erne kunne han konstatere, at søerne og deres fiskebestande blev tydeligt negativt påvirket af udledningen af spildevand. Selv om Otterstrøm ikke kendte den fulde betydning af tilledningen af næringsstoffer og organiske iltforbrugende stoffer, var han vel en af de første, der talte imod forurening herhjemme. Desværre skulle der gå mange år, før man tog hans advarsler alvorligt.
Forbedring af fiskenes levesteder og gydemuligheder i søerne kan ske ved udlægning af såkaldte risvaser. En risvase består af en kreds af nedrammede pæle, som pakkes tæt med grene og små grantræer evt. enebærris. Risvasen bindes grundigt, og herefter bankes pælene ned under vandoverfladen, så vasen kan tåle isdække.
Vaserne bruges som gydeplads for aborrer, sandart og andre fisk samt opholdssted for større fisk. Tovvaser, hvor smågraner bindes langs en jernkæde og lægges ud i søen, er også brugt.
Pleje af vore søers fiskebestand er altså ikke noget nyt fænomen, men formålet har ændret sig markant. Tidligere var det den rationelle drift af søerne, der var begrundelsen for at pleje fiskebestandene. I dag, hvor det kommercielle fiskeri på vore søer stort set er ophørt, plejes fiskebestandene i højere grad for at tilgodese det rekreative fiskeri samt for at bevare eller forbedre miljøforholdene i søen.
I dag varetages plejen af vore søer og deres fisk af et nært samarbejde mellem lokale lystfiskerforeninger, de kommunale miljømyndigheder, statslige myndigheder som Skov- og Naturstyrelsen og Danmarks Fiskeriundersøgelser.
En del af det økonomiske fundament for plejen stammer fra det obligatoriske fisketegn. Pengene bruges til udsætninger og undersøgelser, der skal forbedre vores viden om søernes økosystem.
Af Seniorforsker Lene Jacobsen og seniorforsker Søren Berg, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.