Sockey -  stillehavslaks som udfører migration på mange hundrede kilometer i de canadiske floder

World Fish Migration Day 2020 – tilmeldingen er åben

tirsdag 11 dec 18
|

Giv fiskene en hjælpende hånd den 16. maj 2020, når World Fish Migration Day igen løber af stablen. Allerede nu kan man tilmelde et lokalt event og hjælpe med at sprede budskabet om, at fisk skal kunne vandre frit i vandløbene, hvis man ønsker at genskabe stærke bestande.

World Fish Migration Day afholdes hver andet år og har som overordnet formål at udbrede kendskabet til, at fisk har behov for at kunne vandre frit i vandløb og floder til deres gydepladser, så de kan sikre fremtidens fiskebestande ved deres gydning.

Temaet for det verdenskendte arrangement bliver i 2020 kærlighed. Ifølge arrangørerne refererer temaet til den omsorg, som mennesker har for naturen, og som er grundlaget for, at vi f.eks. samles om restaureringsprojekter i vandløb rundt omkring i verden. Set fra fiskenes perspektiv refererer temaet til fiskenes ”kærlighed” til at kunne vandre frit til gydepladser i vandløbene.

I 2018 blev der under World Fish Migration Day afholdt 570 events på tværs af 63 lande. Når arrangementet afholdes igen den 16. maj 2020, er målet, at det vigtige budskab bliver spredt endnu bredere. Du kan allerede nu tilmelde dit eget event til det kommende arrangement og hjælpe med at udbrede viden om vandrende fisks behov for fri adgang i vandløb.

Læs mere om World Fish Migration Day begivenheder

Af Henrik Ravn og Finn Sivebæk, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=6c699cc9-2c56-484e-9daa-5d4337cf44f2
19 APRIL 2024