Krabbe fanget i garn. Foto: Emil Vesterager.

Workshop om spøgelsesnet og marint affald

onsdag 28 jun 17

Kontakt

Finn Larsen
Seniorforsker
DTU Aqua
35 88 34 96

Følg Clean Nordic Ocean

Clean Nordic Ocean-projektet har en hjemmeside om spøgelsesgarn og en konto på Twitter og Instagram: 

  • Hjemmeside: cnogear.org
  • Twitter: @cnogear
  • Instagram: cleannordicoceans

Den 16. august 2017 er der nordisk workshop i København om tabte fiskeredskaber, de såkaldte spøgelsesnet. Workshoppen belyser problemets omfang og ser på muligheder for at gøre noget ved det 

DTU Aqua er medarrangør, når projektet Clean Nordic Oceans afholder sin første workshop i København. Projektet, som er støttet af Nordisk Ministerråd, skal skabe et netværk mellem de nordiske lande, hvor de involverede kan dele viden og erfaringer med det formål at mindske konsekvenserne af tabte fiskeredskaber og andet affald i havene.  

Workshoppen er åben for alle

Workshoppen afholdes i Nordens Hus i København den 16. august 2017 kl. 10-18 og er åben for alle interesserede. 

På programmet er oplæg og diskussioner om, hvor stort problemet med spøgelsesnet er, hvordan man kan forebygge tab af fiskeredskaber og fiske allerede tabte redskaber op, samt hvordan man kan håndtere og genbruge redskaber, som hentes op af havet.
Se program for workshoppen

Det er gratis at deltage i workshoppen. Tilmelding gerne senest 1. august. Tilmeldingerne administreres af det norske Fiskeridirektorat, som leder Clean Nordic Oceans-projektet.
Gå til tilmeldingsblanket

Spøgelsesnet fisker og forurener

Spøgelsesnet er fiskeredskaber, som erhvervsfiskere eller fritids- og lystfiskere har mistet på havet eller ved kysten, fx på grund af dårligt vejr eller fordi fiskeredskabet hænger fast i bunden eller på et vrag. De mistede redskaber flyder rundt i havet eller sætter sig fast og kan fortsætte med at fange både bunddyr, fisk, fugle og pattedyr. Desuden bidrager redskaberne til plastforureningen af havet og nedbrydes med tiden til mikroplast. 

På globalt plan anslår man, at 10 % af plastforureningen i havet stammer fra fiskeredskaber, og i Norge, Sverige og USA har man fundet spøgelsesnet fyldt med tonsvis af rådne fisk. Der findes ikke samlede oplysninger om problemets omfang i Danmark, men DTU Aqua er i gang med at undersøge det og skal i august gennemsejle udvalgte havområder for at vurdere omfanget af spøgelsesnet der. 

Foto: Emil Vesterager.

Om projektet Clean Nordic Oceans

Projektet Clean Nordic Oceans er et tre-årigt projekt (2017-2019) finansieret af Nordisk Ministerråd. Fiskeridirektoratet i Norge leder projektet. Fra Danmark deltager DTU Aqua, mens Sverige repræsenteres af Havs- og vattenmyndigheten. Planen er, at involvere både Grønland, Færøerne og Island i projektet. 

http://www.fiskepleje.dk/nyheder/Nyhed?id=%7BEB0E64CD-2378-45C8-A060-48A06B699988%7D
24 NOVEMBER 2017