Snæbel

Konflikt mellem skarv og den udryddelsestruede snæbel

søndag 17 apr 16
|

Projektets finansiering

Forskningsprojektet er finansieret af 15. juni Fonden, Aalborg Zoo Conservation Foundation, Fiskeri- og Søfartsmuseet, DTU Aqua, Ocean Tracking Network i Canada og Fundação para a Ciência e a Tecnologia (FCT) (SFRH/BPD/89473/2012) i Portugal.

Nye undersøgelser viser, at skarven æder den stærkt truede snæbel i Vidåen. Fuglen er ansvarlig for mindst 30 % af tabet af de snæbler, der er vandret op i Vidåen for at gyde. Skarven kan være en af forklaringerne på, at snæbelbestandene ikke vokser i Vadehavsvandløbene.

Skarven har i lang tid været mistænkt for at æde den udryddelsestruede fiskeart snæbel (Coregonus oxyrinchus), når den er på gydevandring i Vidåen. I november 2011 observerede man en skarv, der gylpede en voksen snæbel op (figur 1), men omfanget af skarvers jagt på snæbel kendte man ikke. I 2014 startede DTU Aqua og Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg derfor et samarbejde med henblik på at undersøge sagen nærmere.

I alt blev 78 voksne snæbler mærket med små transmittere (lydsendere) for at følge fiskenes individuelle vandring i Vidå-systemet. Allerede under indfangningen af snæblerne til mærkning blev der set tegn på, at skarven jager snæblen. I alt havde 15-20 % af fiskene sår (figur 2), der kunne være forårsaget af jagende skarver eller andre rovfugle.

Snæbel med sår. Foto: Michael G. Deacon. Skadet snæbel. Foto: Michael G. Deacon.
Figur 1 og 2. Billedet til venstre viser en snæbel, der er gylpet op af en skarv. Fisken er 37 cm lang og var på gydevandring i Vidåen. Billedet til højre viser en snæbel fra Vidåen med sår, der sandsynligvis er forårsaget af skarv eller andre jagende rovdyr. Foto: Michael G. Deacon. 

Fiskenes vandring fra gydeområderne øst for Tønder og hele vejen til Vadehavet blev fulgt ved hjælp af stationære lyttebøjer (figur 3) fordelt igennem Vidå-systemet. Samtidigt blev der anvendt manuelt udstyr til at pejle den præcise position af hver snæbel i vandløbet.

Lyttebøje i Vidåen.  Figur 3. Lyttebøje i Vidåen, der registrerer, når en snæbel med en transmitter svømmer forbi bøjen.

Skarven æder mindst 30 % af de forsvundne snæbler i Vidåen

I løbet af den seks måneder lange undersøgelse forsvandt 14 snæbel-transmittere sporløst fra Vidå-systemet. Transmitterne havde en forventet levetid på 14 måneder, så det faktum at de forsvandt sporløst fra Vidå-systemet kan ikke forklares med, at transmitterne løb tør for batteri. Derudover endte seks snæbel-transmittere under træerne i Nørre Sø (se boksen nederst på siden). Det samlede tab af snæbler fra Vidåen i undersøgelsesperioden var derfor 20 fisk (14 + 6).

De resterende 58 mærkede snæbler trak rundt i Vidåen eller forlod åen til fordel for Vadehavet. Det betyder, at skarv står for mindst 30 % af det samlede tab af snæbel (6/20 × 100) i Vidåen. 

Det reelle tal for andelen af snæbler, der ender deres liv i maven på skarv, er sandsynligvis endnu højere, da den beregnede andel af snæbel, som ædes af skarv, er et minimum, fordi estimatet kun inkluderer snæbel-transmittere, der endte under træerne i Nørre Sø. Det er sandsynligt, at skarv gør ophold andre steder end i træerne i Nørre Sø og derfor, at en del af de 14 forsvundne transmittere endte på andre skarv-rastepladser.

Kort over Nørresø.  Figur 4. Nørre Sø syd for Tønder. Søen er indrammet med hvide linjer. Vidåen løber ind i søen i den nordlige ende. Lyttebøjer i åen (figur 3) er vist med røde cirkler og registrerer snæbler, der svømmer forbi.

Vidåens snæbler er unikke på verdensplan  

Undersøgelsen peger på, at skarv er et alvorligt problem for den udryddelsestruede snæbel. Hvis snæblen skal overleve som art, er det afgørende, at fiskene kan vandre mellem Vadehavet og gydepladserne i vandløbene uden at blive ædt af rovdyr, eller på anden vis forhindret i at føre slægten videre. Resultaterne her viser, at skarver, der æder snæbler, forklarer mindst 30 % af tabet af snæbler i Vidåen over et halvt år. 

Snæbel er en af de mest truede fiskearter i Europa og bl.a. opført som den ene af kun to prioriterede dansk-forekommende arter i EF-habitatdirektivet samt i Bernkonventionen. Derudover er snæbel med i Danmarks Naturkanon, der varetages af Naturstyrelsen. Bevarelsen af snæbel i Danmark er derfor af høj prioritet både nationalt og internationalt og med god grund. Den eneste oprindelige selvreproducerende bestand af snæbel i verden findes nemlig i Vidåen. 

Desværre har undersøgelser i de seneste år givet bekymrende resultater, da de tyder på nedgange i snæbelbestandene. Der er derfor behov for flere forvaltnings- og forskningsmæssige tiltag, der kan sikre selvreproducerende bestande af snæbel i Danmark. Der er mange faktorer, der kan påvirke snæbelbestandene. Nærværende forskningsprojekt har vist, at skarv er skyld i en betydelig del af dødeligheden hos voksne snæbler. Skarven kan således være en af forklaringerne på, at snæbelbestandene ikke vokser i Vadehavsvandløbene.

Af forsker Jon C. Svendsen og seniorforsker Kim Aarestrup (DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer), specialestuderende Morten Hertz og Søren N. Thomsen (Ålborg Universitet), Paul C. B. Rognon (Institut National Des Sciences Appliquees, Lyon, Frankrig) og seniorforsker Lasse F. Jensen (Fiskeri- og Søfartsmuseet).


Skarver i Nørresø

Skarv i Nørre SøLige syd for Tønder løber Vidåen igennem Nørre Sø (figur 4). Under de manuelle pejlinger i undersøgelsen blev der registreret mange snæbel-transmittere lige under en gruppe udgåede træer, der står ude i søen. Træerne er fast tilholdssted for skarver (se foto, hvor der sidder en skarv t.v.).

Alle snæbel-transmitterne, der blev registeret under træerne, var stationære og forlod ikke området. Det kunne tyde på, at de mærkede snæbel var blevet ædt af skarv og var endt under træerne via fuglenes gylp eller ekskrementer. For at undersøge det nærmere blev området afsøgt for fisk med elektrofiske-grej. Mellem hver afsøgning under træerne viste de manuelle pejlinger, at snæbel-transmitterne fortsat var under træerne. Efter gentagne afsøgninger af området med elektrofiske-grejet var der fanget en lille gedde og nogle få skaller, men ingen snæbel.

Resultatet tyder på, at transmitterne var endt under træerne via fuglenes gylp eller ekskrementer og derfor, at skarver havde ædt snæblerne. Vurderingen understøttes af, at de snæbler, der endte under træerne i Nørre Sø, ikke blev registreret på de lyttebøjer i åen, der grænser op til søen, inden fiskene dukkede op under træerne. Lyttebøjerne ville have registreret snæblerne, hvis de var svømmet ind i Nørre Sø. Det peger på, at snæbel blev fløjet til Nørre Sø, sandsynligvis i maven på en skarv. 

http://www.fiskepleje.dk/nyheder/Nyhed?id=%7B8EEF00F1-F20B-442C-90A4-C5B9C575D7D3%7D
25 NOVEMBER 2017