Ørred

Her undersøger DTU Aqua ørredbestande i 2019

søndag 04 nov 18
|

I efteråret 2019 skal DTU Aquas "Planer for Fiskepleje" revideres for syv udvalgte vandløbssystemer.

Hvert år undersøger DTU Aqua mange vandløb i samarbejde med de lokale lystfiskerforeninger for at kunne lave en plan for fiskepleje, der dækker de vigtige ørredvandløb i et vandsystem. Det har DTU Aqua gjort i mange år, og planerne revideres med nye undersøgelser ca. hvert 8. år. 

 

I 2019 undersøger DTU Aqua følgende vandløb:

Kortet viser de vandløb, hvor DTU Aqua laver undersøgelser af fiskebestanden i 2019

Tabellen viser hvilke vandsystemer og kommuner der er omfattet af undersøgelsen. Bokstaverne henviser til vandløbenes placering på ovenstående kort.

 

Vandsystem

Kommuner

A

Gudenå nedstrøms Tangeværket

Aarhus, Favrskov, Silkeborg, Viborg Randers

B

Gudenå nedstrøms Mossø og indtil Tange

Viborg, Silkeborg, Ikast-Brande, Vejle, Hedensted, Horsens, Skanderborg, Favrskov

C

Mindre vandsystemer ml. Sandbjerg Vig og Kalø Vig

Hedensted, Horsens, Odder, Aarhus

D

Rhoden Å

Hedensted

E

Alsiske Vandløb

Sønderborg

F

Sydøstsjællandske vandløb

Stevns, Faxe, Næstved, Vordingborg

G

Vandløb på Lolland, Falster og Møn

Lolland, Guldborgsund, Vordingborg

Når undersøgelserne i vandløbene er gennemført, skal data behandles, og der skal udarbejdes planer for fiskepleje. De nye planer udgives inden sommerferien i 2020 og sendes direkte til de berørte kommuner og lystfiskerforeninger. De offentliggøres desuden på fiskepleje.dk.

 

Planer for fiskepleje i alle danske vandsystemer

DTU Aquas planer for fiskepleje beskriver ørredbestanden og forekomsten af andre arter i de vandløb, som bliver undersøgt. Planerne fortæller, om der er behov for at udsætte ørredyngel og anviser, hvilke tiltag der på sigt kan genskabe selvreproducerende ørredbestande.

Serien ”Planer for fiskepleje” omfatter i alt 66 rapporter, som tilsammen dækker alle vandsystemer i Danmark. De indsamlede data om ørredbestandene indgår også i Miljøstyrelsens arbejde med at vurdere fiskebestandene i statens vandområdeplaner.

”Planer for fiskepleje” blev tidligere kaldt ”Udsætningsplaner”, men ændrede navn i 2011 for at understrege, at man får bedre bestande og en bedre natur ved at genskabe ørredens gyde- og opvækstområder i stedet for ”kun” at sætte fisk ud de steder, hvor ørredens gydeområder er blevet ødelagt.

Ingen udsætning af ørredyngel før undersøgelse af vandløbet
Det år, hvor planen for det enkelte vandsystem bliver fornyet, bliver der ikke udsat ørredyngel, da det netop er den naturligt producerede ørredyngel, som er interessant at undersøge. Forekomsten af naturlig ørredyngel er en indikator på, hvor godt ørredbestanden klarer sig, og det er ikke umiddelbart muligt at skelne mellem naturlig og udsat ørredyngel. I praksis betyder det, at lystfiskerforeninger i de vandløb, der skal undersøges næste år, ikke skal udsætte ørredyngel i foråret 2019.

Når undersøgelserne er gennemført i eftersommeren/efteråret 2019, skal der i stedet for yngel udsættes ½-års fisk på de yngelpositioner, der er nævnt i den hidtidige plan.

En mere detaljeret beskrivelse af forløbet, herunder praktiske informationer omkring udsætning, er sendt til de berørte udsætningsforeninger, kommuner og Miljøstyrelsen, som også undersøger vandløbenes fiskebestande i forbindelse med den nationale overvågning af vandmiljøet. 

Download Planer for fiskepleje i danske vandløb

Læs mere om planer for fiskepleje:

Mere information kan fås hos Peter Geertz-Hansen, DTU Aqua

Af Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.
http://www.fiskepleje.dk/nyheder/2018/11/nye_planer_for_fiskepleje_2019?id=02643e1d-dc43-42b9-944b-666996abbf3a&utm_source=newsletter&utm_media=mail&utm_campaign=2018_11_05_Nyhedsbrev
19 DECEMBER 2018