Ørreder vandre nedstrøms meget tidligere end man tidligere har troet

Ørreder gør ikke altid, som der står i lærebøgerne

onsdag 30 nov 16
|

Nyt studie viser, at ørreder vandrer over en længere periode, end man hidtil har vidst.

Den klassiske beskrivelse i biologibøgerne er, at unge ørreder tilpasser sig livet i havet (smoltificerer) og udvandrer til havet om foråret, hvor de vokser sig store og efterfølgende vender tilbage til vandløbet for at gyde. En ny undersøgelse viser imidlertid, at havørredernes udvandringsmønster ikke altid følger beskrivelsen i bøgerne. ”De har simpelthen ikke læst dem,” siger en af forfatterne på studiet seniorforsker, Kim Aarestrup, DTU Aqua.

Undersøgelsen er udført af DTU Aqua i samarbejde med Durham Universitet i England. Den foregik ved, at der blev elfisket i River Deerness i Nordengland og Villestrup Å i Jylland om sommeren/efteråret, hvor de indfangede små ørreder blev udstyret med et PIT-mærke. Efterfølgende blev nedvandringen fra åen ud i havet frem til den følgende sommer, fulgt via PIT-antenner opstillet nedstrøms i vandløbene.

En tredjedel af de danske ørreder vandrede tidligere end forventet
Resultaterne viser, at der i begge vandløb var en betydelig nedvandring udenfor for den normale sæson, som i studiet er defineret som 1. februar til 1. juni. Mindst 46 % af fiskene var vandret nedstrøms inden den 1. februar i River Deerness, mens det tilsvarende tal for Villestrup Å var 25 %. Hvis perioden frem til den klassiske smoltsæsons start midt i marts inkluderes, stiger tallet af tidligt vandrende ørred til 30 % i Villestrup Å.

Der var ingen størrelsesforskel imellem ørreder, der vandrede udenfor eller indenfor smoltsæsonen, men de Deerness-ørreder, der vandrede ned om foråret, havde en bedre kondition og vandrede hurtigere. Dette kan bl.a. skyldes, at ørrederne i de to perioder har forskellige motiver for nedvandringen, bl.a. fordi tilpasningen til saltvand er dårligere hos ørred udenfor smoltsæsonen.

Faunapassage året rundt er vigtigt
Resultaterne har betydning for forvaltningen af havørredbestande, idet de understreger behovet for helårlig faunapassage, dvs. at ørrederne skal kunne komme forbi spærringer hele året rundt. Hvis ikke der er fri passage, får man en mindre bestand af havørreder og dermed et dårligere fiskeri.

Link til den videnskabelige artikel: Investigating the phenology of seaward migration of juvenile brown trout (Salmo trutta) in two European populations. Hydrobiologia, 2016, Vol. 775, Issue 1, pp 139–151:

Ørredbestande har behov for fri passage i hele vandløbet:

Havørredens livscyklus

Havørred er en karakterfisk i de danske vandløb og en af de vigtigste fisk for det rekreative fiskeri. Den gyder i vandløb, men vandrer efter 1-2 år ud i havet, hvor den har en stor del af sin opvækst.
Læs mere om havørredens livscyklus

Projektet er finansieret af de danske Fisketegnsmidler, EU Interreg projekt MarGen, Horizon 2020 projekt AMBER

Af Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.
http://www.fiskepleje.dk/nyheder/2016/11/oerreder-laeser-ikke-boeger?id=7130a5e5-ed58-4950-8e66-4b211d9c6d20&utm_source=newsletter&utm_media=mail&utm_campaign=2016_12_01_Nyhedsbrev
16 DECEMBER 2017