Ørredæg i øjenægsstadiet

Undgå at sprede fiskesygdomme

torsdag 08 jan 09

Nogle af de mest alvorlige fiskesygdomme kan medføre høj dødelighed og dermed true bestandene. Både lystfiskere, fiskeopdrættere og andre som færdes ved vore vandløb og søer kan følge simple retningslinjer og dermed bidrage til, at fiskesygdomme ikke bliver spredt i bestandene. Derfor er der god fornuft i at folk udviser omhu, når de færdes ved forskellige vandløb eller flytter ørredæg eller fisk mellem forskellige vandsystemer.

Fiskesygdommene kan stamme fra angreb af bakterier, virus og parasitter. I opdrætsanlæg kan mange af sygdommene bekæmpes med medicin og andre hjælpestoffer, men i naturen kan vildfiskene ikke blive helbredt ved hjælp af medicin. Konsekvensen af et sygdomsudbrud blandt vildfisk kan derfor være en meget høj dødelighed i bestanden. Det bedste er naturligvis, at man minimerer risikoen for, at fiskesygdomme bliver spredt.

Med henblik på at undgå at sprede fiskesygdomme så skal man følge bestemte retningslinjer hvis man gør følgende:

Ved at følge de retningslinjer, som bliver gennemgået i det følgende, kan man minimere risikoen for at sprede fiskesygdomme, såsom den meget smitsomme og ødelæggende virussygdom, viral hæmorrhagisk septikæmi (VHS), også kaldet Egtvedsyge, samt sygdommene Infektiøs Pankreas Nekrose (IPN) og Bakteriel Kidney Disease (BKD), også kaldet bakteriel nyresygdom.

Færdsel mellem forskellige vandsystemer

Især lystfiskere, åmænd og andre, der arbejder ved især vore vandløb og søer, udgør en potentiel risiko for at sprede fiskesygdomme. For at undgå at sprede sygdomme er det vigtigt, at man desinficerer det udstyr, som har direkte berøring med vand herunder fiskegrej, værktøj, støvler og waders. En forudsætning for at udstyret kan desinficeres effektivt er, at det skal være rengjort. Desinfektionen hjælper ikke, hvis der sidder mudder og andet snavs i mønstret i bunden af støvlerne.

Selve desinfektionen kan foregå ved at vaske udstyret i desinficeringsvæsker, og her er der forskellige muligheder. Tidligere har man primært anvendt produkter, hvor det aktive stof er jod. I dag er der andre midler til rådighed, og Fødevarestyrelsen har beskrevet det oxyderende stof Virkon S som effektivt, da det har en dokumenteret effekt på alle kendte vira, bakterier, svampe og sporer.

Desinfektion af waders og støvler kan minimere risikoen for at sprede fiskesygdomme  når man færdes mellem forskellige vandsystemer

Når man fisker eller arbejder ved et større vandløb, bør man starte, så man bevæger sig nedstrøms. Det værste, man kan gøre, er i princippet at fiske ved udløbet i havet og herefter bevæge sig op til vandløbets udspring. Ved et vandløbs allernederste dele er der nemlig samlet sygdomskim fra hele vandsystemet. Her er beskrevet retningslinjer for korrekt desinfektion af udstyr.

Rensning af fisk i naturen

Endvidere bør man aldrig fange en fisk i et vandløb og efterfølgende rense den ved et andet vandsystem, da risikoen for smittespredning ved denne procedure er enorm.

Foruden indvolde fra fisk kan rognen også udgøre en stor smitterisiko. Lystfiskere skal derfor være særlig opmærksomme på ikke at anvende rogn til madding, hvis rognen stammer fra fisk fra et andet vandsystem eller fra en strækning, som ligger nedstrøms for det sted, hvor man vil benytte rognen til fiskeri. Læs mere om fiskesygdomme hos laksefisk.

Flytte æg og fisk mellem forskellige vandsystemer

Fisk bliver i flere forskellige sammenhænge flyttet fra et vandsystem til et andet. Ved vores vandløb er der placeret cirka 300 dambrug, og her foregår en betydelig flytning af fisk mellem dambrugene og derfor i mange tilfælde også imellem forskellige vandsystemer. Ligeledes sker der kontrollerede ørredudsætninger i vandløb og søer, hvor både befrugtede ørredæg og ørreder i forskellige størrelser bliver flyttet fra ét vandsystem til et andet.

Flytning af fisk mellem forskellige vandsystemer skal ske i overensstemmelse med de veterinære regler

Det forekommer også hyppigt, at man ved et vandsystem afstryger ørredrogn på et dambrug med henblik på, at den befrugtede ørredrogn skal udvikle sig til fiskeyngel på et dambrug i et helt andet vandsystem. Den befrugtede ørredrogn bliver i nogle tilfælde sendt til udlandet, og der er således en eksport med millioner af befrugtede æg fra regnbueørreder. 

 Ny befrugtede ørrred og lakseæg kan desinficeres

Det kan være en god ide at desinficere ørredæg, der skal flyttes mellem forskellige vandsystemer - uanset om det drejer sig om nybefrugtede æg eller øjenæg fra bæk-, hav- eller regnbueørred. Hvis man skal desinficere æg, er der afgørende forskel på proceduren, alt efter om det er nybefrugtede æg eller øjenæg, man skal flytte. Vejledning for desinfektion af æg og flytning af fisk finder du her:

Af Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/2009/01/090108_desinfektion_udstyr_og_rogn?id=f77cc64d-b35c-49fb-8669-d05d5555dc74
25 APRIL 2024