Undersøgelser i Nørre Fjord ved Fyn

 Salmo Salar på vej til fiskeundersøgelser i Nørrefjord

Studerende Eva Hemmersam og Poul Nielsen fra Faaborg Amatørfiskerforening med sin båd ”Salmo Salar” på vej til fiskeundersøgelser i Nørrefjord.  Foto Claus Stenberg.

Ruser sættes i Nørrefjord

Ruser sættes i Nørrefjord af Jesper Knudsen, DTU Aqua. Foto Claus Stenberg.

Projektkoordinator Vagn Gram

Projektkoordinator Vagn Gram fra Dansk Amatørfiskerforening med om bord på ”Havmusen” i forbindelse med fiskeundersøgelser i Nørrefjord i august 2011. Foto Claus Stenberg.

Fiskeundersøgelser i Nørrefjord

Claus Stenberg og Eva Hemmersam fra DTU Aqua i gang med fiskeundersøgelser i Nørrefjord. Foto Line Reeh.

Faaborg Amatørfiskerforening og DTU Aqua indledte i starten af 2008 et fælles projekt i Nørre Fjord i Helnæsbugten på Fyns sydvestkyst. Baggrunden var, at der blev stadig færre fisk i fjorden, og at der var en mistanke om, at en af årsagerne kunne være tidligere tiders oppumpning af sand, grus og sten fra havbunden.

Iltsvind og rådden lugt

Ifølge lokale beretninger begyndte råstofudvindingen i Nørre Fjord i 1970’erne og forsatte de følgende årtier. Der blev hentet sand, grus og ral op fra fjordbunden ved stiksugning, hvilket kan efterlade op til 10 meter dybe sugehuller med en diameter på 10-50 meter. På grund af de lokale forhold i fjorden eksisterer disse sugehuller forsat, og de kan måske medvirke til iltsvind og udslip af svovlbrinte, så fjordens liv ødelægges, og fiskene forsvinder.

Fjordbunden og fiskebestanden undersøges

For at kunne beskrive problemerne og årsagerne nærmere indsamler Faaborg Amatørfiskerforening og DTU Aqua i fællesskab oplysninger om fjordens biologi og økologi og den menneskelige aktivitet i området - både før og nu. Målet er at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem tidligere aktiviteter og fjordens nuværende tilstand samt ikke mindst pege på, hvordan fjorden kan reetableres.

I 2008-2009 blev der gennemført en række undersøgelser af fjordens fysiske bundforhold og udført generelle fiskeribiologiske undersøgelser, herunder mærkningsforsøg af skrubbe og pighvar.

I 2009-2010 blev der udført en række nye undersøgelser med fokus på forskellige habitattypers struktur og funktion og deres betydning for fiskene.

Foreløbige resultater

Sugehuller
Det er dokumenteret, at sugehullerne i fjorden stadig eksisterer, og deres omfang er målt. Vandudskiftningen i hullerne er forholdsvis lille, og hullerne er karakteriseret ved relativt hyppige iltsvind, fravær af vegetation og højt indhold af organisk materiale. Centralt i sugehullerne er der tilsyneladende kun få fisk og byttedyr, mens der på kanterne af sugehulsområdet periodevis kan være fladfisk og torsk.

Fisk i fjorden
Fiskefaunaen i fjorden er generelt karakteriseret ved relativt få småfisk (kutlinger mv.), og er i sommermånederne domineret af fisk, der lever oppe i vandsøjlen. Der observeres relativt mange ungtorsk, hvilket indikerer, at fjorden er opvækstområde for disse.

Fiskeføde
Foreløbige resultater af fødeundersøgelser peger på, at fisk i sugehulsområdet spiser andre byttedyr end i det tilstødende område.

Fisk vandrer ud og ind
De foreløbige resultater af mærkningsforsøgene viser, at pighvar og skrubbe vandrer ud af fjorden i oktober og vender tilbage igen i april.

Sideløbende projekt

I 2010 startede et sideløbende projekt i fjorden kaldet ”Biorev”, som har til formål at genetablere blåmuslingebanker i dele af Nørrefjord.
Læs mere om Biorev-projektet, og læs om de foreløbige resultater i Biorev-projektet.

Finansiering

Projekterne finansieres af fiskeplejemidler og midler fra LAG Fyn.

Kontakt: Josianne Støttrup, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

 

http://www.fiskepleje.dk/kyst/restaurering/norre_fjord
23 NOVEMBER 2017