Om websitetKontaktIndeksTelefonbogEnglish
Klik for at gå til DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer

Blue Reef på Læsø Trindel

Stenrev har en stor artsrigdom af dyr og planter, fordi der er masser af føde og gemmesteder i huler og tangskove på revet.

 

Stenrev på lavt vand med store sten med hulrum imellem er imidlertid næsten forsvundet fra danske farvande.

 

Stenene er blevet fisket op, fordi det har været nemt at få fat i dem, og de er blevet brugt til bl.a. havnemoler og kystsikring.

 

Fisker røgter ruse. Foto: Claus Stenberg 

Fiskebestanden på Læsø Trindel undersøges i samarbejde med den lokale fisker Jørgen Rulle, som her er ved at røgte ruserne.

 

Stenrevet ved Læsø Trindel cirka 12 kilometer nordøst for Læsø er et af de rev, der er på vej til at forsvinde.

 

Naturgenopretningsprojektet BlueReef skal genoprette og beskytte et næsten 7 ha stort stenrev ved Læsø Trindel og stabilisere ca. 6 ha af det eksisterende stenrev.

 

Det sker i samarbejde med Danmarks Miljøundersøgelser og Naturstyrelsen i det såkaldte Blue Reef-projekt, som er det første større danske naturgenopretningsprojekt på havet.

 

Projektet finansieres af EU.  

 

Hummer gøres klar til mærkning. Foto: Morten S. Bruun 

Hummer fra Læsø Trindel gøres klar til mærkning med akustisk telemetrimærke. 

 

Kortlægning af dyreliv

 

I sommeren 2007 kortlagde Danmarks Miljøundersøgelser og DTU Aqua i samarbejde med lokale fiskere bestanden af alger, bunddyr, fisk og skaldyr på det sted, hvor revet skulle genetableres.

 

I 2008 har man udlagt 60.000 kubikmeter sten fra Norge og Sverige på havbunden, hvor revet skal genetableres. Skov- og Naturstyrelsen står for denne del af projektet.

 

Forskerne har sat et overvågningsprogram i gang for at undersøge, hvilken effekt genetableringen af revet får på bl.a. plante- og dyrelivet i området. DTU Aqua skal først for alvor på Læsø Trindel igen, når det biologiske samfund er veletableret på stenrevet, mens Danmarks Miljøundersøgelser også skal udføre årlige undersøgelser for at følge koloniseringen.

 

I sensommeren 2009 besøgte Danmarks Miljøundersøgelser Læsø Trindel og et år efter stenudlægningen var allerede 31 forskellige arter af dyr og planter etableret på revet. Biologerne regner med at yderligere 150-200 arter vil kolonisere revet i de kommende år.

 

Havkarusser i store stimer, torsk, savgylter og andre arter af læbefisk svømmer nu rundt på revet efter at anlægsfasen er gennemført. Fiskene er tiltrukket af de nye store sten med deres variation i levesteder. Der er skabt et væld af skjulesteder, hvor bl.a. små fisk og fiskeyngel kan gemme sig for rovfisk. De store sten er allerede nu dækket med små tangplanter, og der ses søanemoner og søstjerner. Søanemoner har ikke været registreret i området, før revet blev etableret.

 

Den positive udvikling er dokumenteret af en videooptagelse, som Chibal Filmproduktion har lavet i forbindelse med undersøgelsen.

Projektet blev sat i værk i efteråret 2006 og slutter i foråret 2012. 

 

Kontakt: Josianne Støttrup og Claus Stenberg, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

Sidst opdateret af  04.05.2011
Top
Blue Reef-projektets hjemmeside
Danmarks Miljøundersøgelser har udgivet en rapport om status for indvandringen af fisk m.v. til Læsø Trindels nye rev i 2009.
Status for Læsø Trindel
Danmarks Miljøundersøgelser, DTU Aqua og Zoologisk Museum har udgivet en rapport om dyrelivet på Læsø Trindel, før det nye rev blev anlagt.
Kortlægning af dyreliv på Læsø Trindel i 2007
Se DR2-programmet "Viden Om" fra 2008 om genopretningen af Læsø Trindel.
TV om Læsø Trindel
Nyhedsartikel oktober 2006
Fisk til tælling på stenrevet
Nyhedsartikel juni 2006
Gang i Blue Reef på Læsø Trindel
DTU Aqua - Vejlsøvej 39 - 8600 Silkeborg - ffi@aqua.dtu.dk - tlf. 35 88 31 00Tilmeld nyhedsbrev