Fangstregistrering - Nøglefiskerprojektet

DTU Aqua har siden 2002 samarbejdet med fritidsfiskere om at registrere fiskefangsterne langs danske kyster og fjorde. Formålet er at få information om forekomsten af fisk i kystnære områder og at undersøge, om der sker forandringer i fiskeforekomsterne og hvorfor.

Fritidsfiskere og biolog tømmer ruse for at kortlægge, hvilke fiskearter, der indgår i fangsterne. Foto: Søren Anker Pedersen
Fritidsfiskere og biolog tømmer ruse for at kortlægge, hvilke fiskearter der indgår i fangsterne.

Projektet med fangstregistreringer blev indledt i 2002 som et pilotprojekt. Årsagen var, at danske fritidsfiskere oplevede, at de fangede færre fisk i de kystnære farvande, men dokumentationen manglede. Efter pilotfasen fortsatte registreringer af fangsterne i det såkaldte "Nøglefiskerprojekt", som har eksisteret siden 2005.

I Nøglefiskerprojektet registrerer medlemmer af Dansk Amatørfiskerforening og Danmarks Fritidsfiskerforbund, hvad de fanger, hvor og hvornår og indsender oplysningerne til DTU Aqua. For at sikre sammenlignelige resultater, fisker nøglefiskerne med ens redskaber (tre garn og/eller tre ruser), som de låner af DTU Aqua. Desuden er der udlagt en temperatur-logger, der måler vandtemperaturen omkring fiskeredskabet. Data fra temperaturloggeren skal blandt andet afsløre vandtemperaturens indflydelse på fiskenes udbredelse. Fiskeriet foregår på samme positioner gennem hele forsøgsperioden. Positionerne er valgt af fiskerne selv i samarbejde med DTU Aqua. 

Fiskerne har fået tilladelse fra Naturerhvervsstyrelsen til at fiske med de udleverede redskaber udover deres egne redskaber.

Projektet startede med ca. 30 tilmeldte fritidsfiskere i 2005-2007 og har i de senere år haft ca. 80 aktive nøglefiskere. Projektet kører indtil videre frem til 2019. Sammenlagt repræsenterer projektet den største og længste sammenhængende indsats for at dokumentere og registrere fangster i garn og ruser langs de danske kyster.

Resultater fra fangstregistreringerne

KFish-database til nøglefiskerdata

I forbindelse med sikring af data har DTU Aqua i samarbejde med Anchor Lab oprettet en database, KFish. Her kan nøglefiskerne selv indtaste deres data online frem for at indsende papirskemaer. I KFish kan den enkelte fisker se sine egne data, en ”top 6-liste” over de mest aktive nøglefiskere for de sidste tre år samt de fire mest fangede arter tilbage til 2005.

Hvis man som nøglefisker ønsker at indtaste og se data i KFish, kan man skrive til nfisk@aqua.dtu.dk.

Vil du være nøglefisker?

Der er løbende udskiftning af nøglefiskere, så af og til mangler vi frivillige fiskere, der vil registrere deres fangster. Som nøglefisker får man udleveret tre garn og/eller tre ruser, som man må bruge ud over sine egne redskaber. Registreringen omfatter kun fangster med de standardiserede redskaber fra DTU Aqua. Alle fangster skrives ned på skemaer udleveret af DTU Aqua. Det er et stort arbejde, men til gengæld er man med til at dokumentere udviklingen i fiskeforekomster langs de danske kyster.

Hvis du er interesseret i at blive nøglefisker, kan du skrive til nfisk@aqua.dtu.dk. Du skal være medlem af Dansk Amatørfiskerforening eller Dansk Fritidsfiskerforbund.

 

Af Josianne Støttrup, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

 

http://www.fiskepleje.dk/kyst/fangstregistrering
25 NOVEMBER 2017