Om websitetKontaktIndeksTelefonbogEnglish
Klik for at gå til DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer

Små aborrer og skaller kæmper om føden

I næringsrige uklare søer konkurrerer skaller og aborrer ofte om føden. I den uklare sø, uden ret mange vandplanter, vinder skallen ofte denne konkurrence. Skallen har bedre svømmeevner i det åbne vand og kan bedre søge føde i form af dyreplankton i uklart vand end aborren. Det kan medføre, at aborren tvinges til at spise andre smådyr allerede i slutningen af sommeren, hvor den ellers forsat ville foretrække dyreplankton. 

 

Under normale forhold skifter aborren til at spise smådyr, når den har nået en længde af 5-9 centimeter, hvorefter den hurtigt vokser sig stor nok (15-20 centimeter) til at begynde at spise fisk. Når aborren tvinges til at spise smådyr tidligere end ellers, bliver der stor konkurrence med de lidt større aborrer, der jo også lever af smådyrene.

 

Dette kan føre til, at de små aborrer vokser så dårligt, at de ikke bliver større en 10-12 centimeter, og dermed ikke bliver rovfisk. Her er der tale om en flaskehals, hvor kun få individer kommer videre til næste livsstadium.

 

Sådanne store bestande af langsomt voksende aborrer kaldes tusindbrødresamfund. De ses ofte i nærings- og fiskerige søer. Fødekonkurrence om bundens smådyr mellem aborrer og brasener kan give samme resultat, nemlig at væksten bliver nedsat. 

  
Af Lene Jacobsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

Sidst opdateret af  17.08.2008
Top
DTU Aqua - Vejlsøvej 39 - 8600 Silkeborg - ffi@aqua.dtu.dk - tlf. 35 88 31 00Tilmeld nyhedsbrev