Genetiske retningslinjer for at undgå indavl og tab af variation

Det er vigtigt at undgå indavl og tab af genetisk variation, hvis man vil sikre en levedygtig bestand. Begge problemer kan opstå, hvis bestanden er for lille. Det kan f.eks. være et resultat af, at bestanden fiskes meget hårdt, eller at gydepladserne er blevet ødelagt, så kun et meget lille antal fisk får mulighed for at gyde.

Problemerne kan imidlertid også opstå, hvis man udsætter fisk og bruger et alt for lille antal moderfisk til at producere udsætningsfiskene. Mange fisk, f.eks. laksefisk, er meget frugtbare, så det er fristende at nøjes med kun at stryge nogle enkelte fisk eller bruge sæd fra en enkelt han til at befrugte æg fra et stort antal hunner.

For at undgå indavl og tab af genetisk variation skal man være opmærksom på nedenstående fem forhold.

1. Brug mindst 25 hanner og 25 hunner

For at sikre at den effektive bestandsstørrelse er mindst 50 - den må gerne være meget større - skal man bruge mindst 25 hanner og 25 hunner i opdrættet.

Hvis man ikke kan nå op på 25 individer af det ene køn, kan man i tabellen se, hvor mange moderfisk af det andet køn, man skal bruge for at nå op på en effektiv bestandsstørrelse på 50. 
Læs mere om effektive bestandsstørrelser.

Antal individer af det sjældnest forekommende køn   14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24
Nødvendigt antal individer af det oftest forekommende køn    117  75   57   47   41   37   33   31   29   27   26

2. Bland hav- og bækørreder, hvis der er problemer med at få hanner nok

Ofte er problemet mangel på hanner, fordi det kan være svært at elfiske tilstrækkelig mange havøredhanner. Ca. 75 % af alle havørreder er hunner, mens der omvendt er flest hanner blandt bækørrederne.

Her skal man imidlertid huske, at åens hav- og bækørreder tilhører den samme bestand, og løsningen på problemet er derfor at bruge bækørredhanner i opdrættet. Man kan sagtens bruge de små kønsmodne hanner, som findes i stort tal i de fleste vandløb. Under naturlige forhold har en række undersøgelser vist, at de står for en stor del af befrugtningen af æg fra selv meget større hunner.

3. Tilstræb, at alle moderfisk får lige meget afkom

Sørg for, at alle moderfisk får tilnærmelsesvist lige meget afkom. Undgå at enkelte fisk får uforholdsmæssigt meget afkom, f.eks. at langt størstedelen af æggene stammer fra en enkelt stor hun, eller at man bruger en enkelt stor han til at befrugte de fleste af æggene.

4. Lad være med at udvælge fisk med bestemte egenskaber

Lad være med at udvælge fisk med bestemte egenskaber og kun bruge disse i opdrættet. Moderfisk skal udtages tilfældigt blandt åens ørreder.
Læs mere om risikoen for indavl.

5. Lad være med at blande sæd fra flere hanner

Lad være med at befrugte æggene med sæd fra flere hanner på en gang, da det kan betyde, at kun en enkelt han befrugter næsten alle æggene. Sæden fra hver han skal holdes adskilt, og befrugtning bør kun foregå med sæd fra én han ad gangen. Det bedste er at blande æg fra alle hunner og dele dem op i lige så mange portioner, som man har hanner. Dernæst befrugtes hver enkelt portion æg med sæden fra een han, indtil alle portioner æg til sidst er befrugtet af hver sin han.

Er man bange for, at nogle af æggene ikke bliver befrugtet, hvis en han har ringe sædkvalitet, kan man blande to ægportioner, som i forvejen har stået i ca. 2 minutter med sæd fra hver sin han.

Er det for svært at have med at gøre, kan man nøjes med at opdele æggene fra hver hun i 5-10 portioner og befrugte hver portion med sæd fra forskellige hanner. Det er da vigtigt, at man ikke bruger de samme 5-10 hanner til at befrugte æggene fra alle hunner.

Af Michael M. Hansen og Einar Eg Nielsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

 

http://www.fiskepleje.dk/fiskebiologi/populationsgenetik/retningslinjer
21 NOVEMBER 2017