På denne side kan du læse mere om:
DTU Aqua har undersøgt danske ørredbestande, som er et godt eksempel på, at bestande af den samme fiskeart kan være genetisk forskellige. Undersøgelsen omfatter ørredbestande i 12 åer og bække, og der er foretaget genetiske analyser af ørreder helt tilbage fra 1910 og frem til 1998. Målet var at finde ud af, hvordan bestandene så ud genetisk for 50-90 år siden sammenlignet med i dag.
Fiskene er undersøgt ved hjælp af microsatellit-DNA, dvs. en slags genetiske fingeraftryk, som også bruges i f.eks. retsmedicin. Med microsatelliter kan man analysere DNA fra meget gammelt materiale, som f.eks. 50-100 år gamle skælprøver. Det er dog ikke alle bestande, der findes gamle skælprøver fra.
Hovedkonklusionen i undersøgelserne er:
- Danske ørreder er opdelt i genetisk forskellige bestande.
- Ørredbestande fra samme geografiske region er tættere beslægtet med hinanden.
- Denne opdeling kan vi med sikkerhed sige er stabil over tidsrum på mindst ca. 50-100 år, som er det tidsrum undersøgelserne dækker, og sikkert væsentligt længere.
- Der findes stadig oprindelige bestande i betydeligt omfang på trods af udsætninger af ikke-lokale dambrugsfisk. Dog findes der også eksempler på bestande, hvor udsætninger har medført store genetiske ændringer af bestandene.
Figur 1 viser, hvilke ørredbestande der er undersøgt, og hvilke år der er taget stikprøver fra bestandene. Udover de vilde bestande, er ørreder fra Hårkær Dambrug også undersøgt. Fisk fra denne dambrugsstamme er blevet udsat blandt nogle af de vilde bestande, som indgår i undersøgelsen.
Figur 1. Kort over de undersøgte ørredbestande samt angivelse af, hvornår der er taget stikprøver.
Figur 2 viser, hvordan de forskellige ørredbestande er beslægtet med hinanden. Figuren skal læses som en slags "genetisk landkort". På et rigtigt landkort kan man markere, hvor f.eks. Holbæk og Helsingør ligger, og man kan måle hvor mange kilometer der er imellem byerne. På samme måde kan man lave en slags genetisk landkort, som viser, hvor stor genetisk afstand der er mellem bestandene i f.eks. Karup Å og Mern Å.
Figur 2 viser, at der er fin overensstemmelse mellem, hvor stor geografisk afstand der er mellem ørredbestandene, og hvordan de er beslægtet med hinanden. Til venstre for midten på figuren finder man således fortrinsvis bestandene fra de åer, som munder ud i Kattegat, mens det til højre på figuren drejer sig om vandløb, der munder ud i Limfjorden eller Nordsøen.
Figur 2. "Genetisk landkort" (principal component analysis), som viser, hvordan ørredbestandene fra figur 1 er beslægtet med hinanden.
Se forklaring på cirklerne nederst på siden.
Nogle enkelte af bestandene ser ud til at være helt fejlplacerede. Skjern Å-fiskene fra 2000 er placeret helt til venstre blandt Kattegat-bestandene og tæt på Hårkær Dambrug og ser umiddelbart fejlplaceret ud. Der er således meget, som tyder på, at denne bestand er betydeligt påvirket af dambrugsørred. Andre analyser har da også vist, at den nuværende Skjern Å-bestand er kraftigt opblandet (ca. 60 %) med fisk fra Hårkær Dambrug udsat i åen. Hårkær Dambrugs-stammen er oprindelig grundlagt af fisk fra Vejle og Kolding Å-systemerne, så det er ikke så overraskende, at denne stamme findes i samme område af figuren som Vejle (både fra 1910 og 1998) og Kolding Å-bestandene.
Flads Å er placeret blandt Limfjord-Vestjylland-bestandene, selv om det drejer sig om et sjællandsk vandløb. Der er ikke foretaget udsætninger i dette vandløb, så det kan næppe være forklaringen. Måske kan bestanden på et tidspunkt have været meget lille, så en genetisk flaskehals har ændret bestandens genetiske sammensætning, og den af tilfældige årsager er kommet til at ligne Limfjordsørreder mere end ørreder fra Kattegat-regionen. Endelig kan bestanden på et tidspunkt være blevet udryddet, og en ny bestand blevet grundlagt af nogle få strejfere fra Limfjordsbestande. Vi ved det ikke, og det er også typisk for denne type undersøgelser, at der af og til dukker et resultat op, som ikke passer helt ind i det store billede.
De farvede cirkler på figur 2 markerer følgende interessante resultater:
Vejle Å-ørrederne fra 1910 er meget nært beslægtede med den nuværende bestand fra Vejle Å samt bestanden fra den nærliggende Kolding Å. Det er altså den samme bestand, som nu findes i Vejle Å (og antagelig Kolding Å), som også fandtes i 1910'erne.
Ørrederne fra Skibelund Bæk og Tjærbæk er meget nært beslægtede med hinanden. Det er ikke så underligt, da der er tale om tilløb til Gudenåen.
Kovads Bæk er et forholdsvis lille (4 km) tilløb til Lindenborg Å, som munder ud i den østlige Limfjord tæt på Kattegat. Bestanden er så stor og stabil, at den genetiske sammensætning ikke har ændret sig meget i løbet af de sidste ca. 50 år.
De vestjyske bestande, Kongeå, Ribe Å og den oprindelige Skjern Å-bestand, er nært beslægtede med hinanden. Det gælder både for de nuværende bestande og for stikprøver fra bestandene fra 1950'erne (gamle skælprøver). Som for Vejle Å's vedkommende er det altså de samme bestande, som findes i åerne nu, som fandtes for ca. 50 år siden, på trods af store udsætninger af ikke-lokale ørreder fra dambrugsstammer. Der er dog et vist input fra dambrugsfisk. Vi har beregnet, at der er ca. 20 % genetisk input fra dambrugsfisk i Ribe Å og Kongeå, men det er langt mindre, end man skulle have forventet, hvis de udsatte dambrugsfisk havde klaret sig lige så godt som de lokale vildfisk.
I Karup Å er den nuværende bestand den samme bestand, som fandtes i åen i 1910'erne og 1950'erne. Vi har beregnet, at der er et genetisk input fra udsatte ikke-lokale dambrugsfisk på ca. 6 %, men der er gennem årene sat så mange dambrugsfisk ud, at de burde udgøre ca. 60 % af den nuværende genpulje. Den bemærkelsesværdige opblomstring af Karup Å-bestanden, som er foregået siden 1990'erne, skyldes altså ikke udsatte dambrugsfisk, men den lokale bestand - i form af naturlig reproduktion samt Karup Å Sammenslutningens udsætninger af afkom af lokale vildfisk.
Af Michael M. Hansen, Einar Eg Nielsen og Dorte Bekkevold, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.