Genetisk bestandsstruktur hos fisk

De fleste ferskvands- og saltvandsfisk er i større eller mindre grad opdelt i genetisk forskellige bestande. I særdeleshed har mange undersøgelser fra ind- og udland vist, at laksefisk, som europæisk ørred, atlantisk laks, regnbueørred, cutthroat og diverse stillehavslaks, er opdelt i genetisk forskellige stammer.

Også de danske ørreder er opdelt i genetisk forskellige bestande. Det har DTU Aqua påvist ved at analysere skæl fra fisk fra forskellige tidsperioder. Læs mere om undersøgelserne under genetiske forskelle hos ørreder.

Disse lokale tilpasninger er en af de vigtigste grunde til, at det kan være svært at genetablere nye bestande, hvis de oprindelige bestande er blevet udryddet. Det understreger, hvor vigtigt det er at beskytte de oprindelige fiskebestande.

Homing og strejfning

Mange af de undersøgte laksefisk er anadrome, dvs. de gyder i ferskvand, men lever en stor del af deres liv i havet. Det gælder f.eks. atlantisk laks og havørred.

Man kan undre sig over, at der er tale om genetisk forskellige bestande, når fiskene kan strejfe fra ét vandløb til et andet, men fiskene udviser homing, dvs. de har et meget velfungerende instinkt for at finde tilbage og gyde i det vandløb, hvor de selv kom til verden.

En beskeden del af fiskene - nogle få procent hos laks og ørred - strejfer mellem forskellige vandløb og går op i et forkert vandløb, hvor de måske gyder med fisk fra den lokale bestand.

På den ene side foregår der dermed en beskeden udveksling af gener mellem bestandene, hvilket kan modvirke indavl. På den anden side er udvekslingen af gener så lille, at de genetiske forskelle mellem bestandene ikke udviskes, og bestandene kan stadig have forskellige genetisk baserede egenskaber og være tilpassede til de lokale forhold.

Eksempler på genetiske forskelle mellem bestande

Et klassisk eksempel på vigtige genetisk baserede egenskaber i forskellige bestande findes hos laks, hvor bestande af Østersølaks er modstandsdygtige over for parasitten Gyrodactylus, mens atlantiske laksebestande ikke er modstandsdygtige.

Et andet eksempel stammer fra en svensk undersøgelse. Her udsatte man fisk fra to forskellige ørredbestande i en sø, hvor der indtil da ikke havde været ørreder. De to ørredbestande udviste store forskelle i bl.a. vækst og livshistorie i deres oprindelige miljø, og de og deres efterkommere opretholdt de biologiske forskelle, da de blev udsat for de samme miljøforhold i den fremmede sø. Med andre ord skyldtes forskellene primært arv og kun i mindre grad miljø.

Et tredje eksempel findes i Danmark, hvor man har udsat laks fra flere genetisk forskellige bestande i Gudenåen. Selv om fisk fra de forskellige bestande nu lever i det samme miljø, udviser de store forskelle i vandringsadfærd, som dermed må være under genetisk indflydelse.

Endelig skal nævnes et eksempel fra regnbueørred i en amerikansk sø, hvor der findes to bestande, som gyder i henholdsvis et tilløb og udløbet fra søen. Yngel fra tilløbet bevæger sig nedstrøms umiddelbart efter klækning, mens yngel fra udløbet bevæger sig opstrøms. Denne adfærd fortsætter, selv om man flytter fiskene til et andet vandløb, og det repræsenterer en tilpasning, som sikrer, at ynglen altid ender i søen, som tjener som opvækstområde.

Publikationer

Genetik og gamle lakseskæl
Aktuel Naturvidenskab, 1999, nr. 2, side 7-1

Populationsgenetik i fiskeplejen: Erfaringer fra Karup Å (pdf - 0,6 mb)
Fisk & Hav, 2000, nr. 51, side 64-71

Af Michael M. Hansen, Einar Eg Nielsen og Dorte Bekkevold, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

 

http://www.fiskepleje.dk/fiskebiologi/populationsgenetik/bestandsstruktur
24 NOVEMBER 2017