På denne side kan du læse mere om:
Timingen af smoltvandringen har vist sig at være meget vigtigt for overlevelsen. I naturen finder vilde smolt selv ud af, hvornår de er 'klar' til mødet med saltvand, mens tidspunktet for udsatte fisk bestemmes af mennesker.
Ved mundingsudsætninger af smolt er det vigtigt, at fiskene ikke er begyndt at afsmoltificere, når de sættes ud. Under afsmoltifikationen mindskes ørredernes vandringstrang i takt med, at saltpumperne forsvinder i gællerne, og i så fald vil de ikke bevæge sig det sidste stykke ned ad åen og ud i havet. Selvom de skulle finde på at svømme ud i havet, vil de hurtigt få det dårligt – dvs. blive saltstressede – og med stor sandsynlighed svømme op i åen igen. Mundingsudsætninger skal derfor foregå, inden afsmoltifikationen starter.
For at fiskene senere kan finde tilbage til udsætningsstedet, er det desuden vigtigt, at de udsættes i god tid, inden smoltudviklingen er afsluttet. Amerikanske forskere har vist, at en vigtig del af prægningen på vandløbet, det vil sige fiskens evne til at 'huske' vandløbet, sker under smoltifikationen.
For at få det optimale udbytte af udsætningen af smolt må man derfor vide ret nøjagtigt hvor fisken er i smoltifikationsprocessen. Det har man i en del år forsøgt at finde nogle brugbare mål for.
Ofte bedømmes en opdrættet smolt alene på udseendet: 'Er fisken blank, er den en smolt'. Det er dog hverken rigtigt eller forkert. Fisken bliver ganske vist sølvfarvet under smoltifikationen, men forsølvningen indtræder og forsvinder som regel meget tidligt og meget sent i forløbet.
Metoden er desuden meget upålidelig, da fiskens udseende, i hvert tilfælde hos havørredsmolt, ikke altid afslører, hvor god den er til at klare saltvand.
En bedre metode til at teste, om smolten er klar til at leve i saltvand, er at overføre den til saltvand og derefter undersøge fiskens tilstand. Ved denne såkaldte saltvandstest overføres typisk 10 fisk af en population til et kar med saltvand i 24 timer.
Efter de 24 timer aflives de fisk, der ikke er døde af sig selv, og der tages blod- og muskelprøver fra de aflivede fisk. Mængden af salt i blodet måles. På den måde kan fiskens evne til at udskille salt bedømmes. Jo højere saltindhold i blodet, desto mindre chance for at overleve.
Selvom fiskene overlever de 24 timer, kan de sagtens have ophobet så meget salt i blodet, at de ikke vil overleve på længere sigt, dels kan de direkte dø af det høje saltindhold, dels har en saltstresset fisk sværere ved at undgå rovdyr. Derfor er det vigtigt at kende sammenhængen mellem blodets saltindhold og overlevelse af fisken, når man vurderer resultatet af saltvandstesten.
Et andet mål for fiskens tilstand er vandindholdet i musklerne langs fiskens side. Det viser, hvor meget vand fisken har tabt efter overførslen til saltvand. Et stort vandtab er skadeligt for kroppens celler. På den måde kan man få et direkte mål for, hvor gode fiskene er til at klare saltvandet, det vil sige til at opretholde salt- og vandbalancen i saltvand (= saltvandstolerance).
Laboratorieanalyser af gællernes 'saltpumper' (enzymet Na+,K+-ATPase) viser, at der kommer flere saltpumper under smoltifikationen i takt med, at fisken bliver bedre til at klare saltvandstesten. Derfor kan mængden af saltpumper også bruges som et godt mål for, hvor i smoltifikationsforløbet ørreden befinder sig.
I saltvandstesten skal havørredsmolt gå i saltvand med 3,0 % salt. Til sammenligning kan nævnes, at Nordsøvand indeholder cirka 3,5 % salt.
Det kan umiddelbart forekomme voldsomt at overføre fiskene til 3,0 % saltvand, da de fleste hjemlige udsætninger ofte foregår i vandløb, som har udløb i kyst eller fjordområder, hvor saltindholdet sjældent er så højt.
Formålet med det er udelukkende at få en tydelige markering af det 'biologiske smoltvindue', det vil sige at få større sikkerhed i vurderingen af, hvornår fisken er fuldt smoltificeret. Udsættes fiskene i det korte tidsrum, de kan klare saltvandstesten, vil de blive udsat for et minimalt saltstress, og man vil opnå en maksimal overlevelse af de udsatte fisk.
Af Steffen Madsen og Christian Nielsen, Syddansk Universitet.