Havørreden opholder sig i løbet af sin livscyclus både i fersk- og saltvand. Klækningen sker i ferskvand, men 1-3 år senere forlader havørredynglen vandløbet. Den vandrer nedstrøms og ud i saltvand for at udnytte de større fødemængder i havet.
Overgangen fra ferskvand til saltvand er en meget kritisk fase i havørredens liv - især fordi der er stor forskel på de fysiske og kemiske forhold i ferskvand og saltvand.
På denne side kan du læse mere om:
Inden havvandringen gennemgår den unge ferskvandsørred, kaldet en parr, en lang række ændringer, både synlige (udseende og adfærd) og usynlige (kropsfunktioner). Ændringerne har ét fælles formål, nemlig at forberede ørreden på mødet med det salte miljø.
Der sker blandt andet en fuldstændig ændring i ørredens måde at opretholde salt- og vandbalancen på. Denne såkaldte osmoregulering og er afgørende for ørredens overlevelseschancer i saltvand.
Samlet kaldes ændringerne smoltifikation, og resultatet er, at den ferskvandslevende parr forvandles til en saltvandstolerant smolt, som kan leve og vokse i havet.
Hele processen er styret af kemiske hormonsignaler i fisken. De styres af ydre miljøfaktorer som tiltagende dagslængde og stigende vandtemperatur, så udvandringen kan ske på det mest gunstige tidspunkt. Hos de fleste laksefisk foregår smoltifikationen om foråret. Under typiske danske forhold starter ændringerne så småt i februar måned og kulminerer senere på foråret.
De mest markante ændringer, der sker med en havørred under smoltifikationen.
Smoltifikationen er meget energikrævende for fisken. Forsøg, har vist, at smolt kun er fuldt funktionelle saltvandsfisk i en kort periode. Det korte tidsrum kaldes for fiskens biologiske smolt-vindue. Vinduet skal være åbent, inden smolten kan og vil begynde sin vandring ud i saltvandet. Den enkelte smolt er kun i stand til at vandre ud i saltvand i en periode på ganske få uger.
Selve vandringen ned gennem vandløbet begynder et stykke tid, inden fisken er fuldt forberedt til livet i saltvand. Der er en klar sammenhæng mellem udvikling af saltpumper i gællerne og fiskens vandrelyst.
Selvom en bestand af fisk udsættes for de samme ændringer i dagslængde og vandtemperatur, forløber deres udvikling ikke helt parallelt. Som med alle andre biologiske fænomener er der en naturlig variation i fiskenes smoltudvikling.
Hvis en smolt ikke når ud i havet i løbet af den periode, hvor vinduet står åbent, smolt-vinduet, vil den miste evnen til at opretholde salt- og vandbalancen i saltvand.
Den manglende udvandring kan skyldes fysiske forhindringer i vandløbet, eller som i dambrugsopdræt, at fisken kunstigt holdes i ferskvandsdamme under smoltifikationen. Smolt-vinduet lukkes igen, og man taler om, at fisken afsmoltifiserer. Fisken må da vente på, at vinduet eventuelt åbnes igen næste forår, og den får en ny mulighed for at vandre ud i havet.
Afsmoltifikationen er styret af vandtemperaturen, og i varme forår vil ørreden afsmoltificere tidligere end i et normalt år.
Hvis fisken når til havs – eller udsættes direkte i havet – på det rette tidspunkt, vil fisken opretholde sin evne til at leve til havs.
Af Steffen Madsen og Christian Nielsen, Syddansk Universitet.