Vores viden om marmorkrebsens biologi og krav til omgivelserne er langt fra komplet, og vi ved derfor fx ikke, om krebsen vil kunne klare sig lige så godt i det danske klima, som det fx er tilfældet på Madagaskar, hvor den største kendte vildtlevende bestand af marmorkrebs i verden findes. Grunden til, at vi kender så forholdsvis lidt til marmorkrebsens biologi, som det er tilfældet, er især, at arten først er opdaget for ca. 25 år siden. Men artens meget særprægede ophav og levevis har også betydning.
Slægtskab
Marmorkrebs betragtes på baggrund af genetiske analyser som meget tæt beslægtet med ”slough crayfish” eller ”Georgia crawfish” (Procambarus fallax), som er hjemmehørende i staterne Florida og Georgia i USA. Genetiske analyser peger på, at forældrene til de første marmorkrebs er to slough crayfish fra hver sin ende af deres naturlige udbredelsesområde. På trods af sit nære slægtskab med slough crayfish betragtes marmorkrebs i dag som en selvstændig art, der officielt blev navngivet Procambarus virginalis i 2017.
Alle marmorkrebs er hunner
Det mest unikke ved marmorkrebs er uden tvivl dens evne til ukønnet formering. Hos marmorkrebs er alle individer hunner. De lægger æg, som krebs normalt gør, men æggene udvikler sig til levedygtig yngel uden at blive befrugtet af en han. Dette fænomen, også kaldet partenogenese, kendes ikke fra andre arter i gruppen af storkrebs eller ti-benede krebs. Det kan lade sig gøre, fordi marmorkrebs er en såkaldt triploid art. I stedet for de normale to sæt kromosomer, har marmorkrebs tre sæt kromosomer i deres celler. Den ukønnede formering betyder, at en hel bestand kan bestå af genetisk identiske individer – bestanden er med andre ord en klon.
Intet naturligt udbredelsesområde
Det andet bemærkelsesværdige ved marmorkrebsen er, at man ikke kender et naturligt udbredelsesområde for marmorkrebs. I hjemlandet USA kendes marmorkrebs kun fra fangenskab. Meget usædvanligt blev marmorkrebs som art først beskrevet og navngivet efter fund i fangenskab i Tyskland i starten af 1990’erne og ikke, som man normalt ser det, ud fra fund i det naturlige udbredelsesområde i hjemlandet. Marmorkrebs er også det tyske navn, som efterfølgende er oversat til det engelske ”marbled crayfish”.
Marmorkrebs kendes især fra akvariebranchen, hvor den er blevet handlet på kryds og tværs af landegrænser de sidste 20-25 år. Den er populær at have i akvarier grundet sin dekorative marmorering og robusthed. Også i Danmark har marmorkrebs være almindeligt forhandlet i akvaristbranchen, men det er tilsyneladende sværere at købe den i dag. Da marmorkrebs er optaget på den såkaldte EU-dødsliste (forordning nr. 1143/2014 af 22. oktober 2014 om håndtering af invasive arter), burde den ikke findes i handlen i Europa i dag.
Den største kendte vildtlevende bestand af marmorkrebs i verden findes på Madagaskar. Her blev den første gang observeret i 2003 og har siden bredt sig til meget store områder af øen, hvor den optræder i tætte bestande. Spredningen er dels sket med menneskets hjælp, dels ved naturlig spredning, fordi mange vandområder på Madagaskar er indbyrdes forbundne med kanaler og lignende.
Èn klon i hele verden
Genetiske undersøgelser af marmorkrebs på Madagaskar fandt – efter at have inddraget individer fra Tyskland og USA – frem til, at det er mest sandsynligt, at alle marmorkrebs i verden tilhører samme klon. Der er på baggrund af ovenstående fremsat en teori om, at marmorkrebs kan være resultatet af – bevist eller ubevist – forædling i fangenskab i akvariebranchen, mest sandsynligt i Tyskland. Dermed er marmorkrebs, hvis teorien er korrekt, ikke en naturlig art. Alternativt kan der være tale om en naturligt opstået variant ud fra moderarten slough crayfish.
Det faktum, at marmorkrebsen blev beskrevet første gang i fangenskab i Tyskland samt manglen på kendskab til oprindelige bestande i den del af USA, hvor slough crayfish lever i naturen, peger på, at det er mest sandsynligt, at marmorkrebs er resultat af forædling i fangenskab.
Levesteder
Marmorkrebsen foretrækker ligesom slough crayfish at leve i stillestående eller langsomt rindende vand. Den lever det meste af sit liv i det åbne og graver kun huler, når særlige forhold, fx tørke, tvinger den til det. Her adskiller marmorkrebs sig fra fx flodkrebs og signalkrebs, der dagligt tager ophold i en hule.
Miljøkrav
Marmorkrebsen er så vidt vides meget robust og derfor let at holde i akvarium. Den kan leve ved både forholdsvis lave (5-8oC) og høje (25-30oC) temperaturer. Nogle observationer peger på, at den kan overleve vintre med isdække på søer. Den er samtidig tolerant overfor lavt iltindhold i vandet. Bedømt ud fra dens store spredning på Madagaskar samt moderartens (slough crayfish) naturlige udbredelsesområde i det sydlige USA, synes den dog at være bedst tilpasset forholdsvis varme omgivelser.
Vækst og størrelse
Marmorkrebs voksede i et laboratorieeksperiment hurtigst ved 30oC og langsomst ved 15oC (mindste temperatur i undersøgelsen). Til gengæld var overlevelsen størst ved 20oC og mindre ved både højere og lavere temperatur. Foruden temperatur kan dagslængede påvirke væksten hos marmorkrebs. På den baggrund vurderes det, at marmorkrebs grundlæggende er tilpasset varmere klima end europæiske ferskvandskrebs.
Den maksimale størrelse hos marmorkrebs er ca. 13 cm, og det er meget få individer, der bliver større end 10 cm. Den er dermed for lille til at have nogen særlig fiskerimæssig værdi.
Fødevalg
Marmorkrebs er altædende ligesom de fleste andre krebsearter, herunder flodkrebs og signalkrebs. Alle tre arter lever som yngel overvejende af dyrisk føde, mens planteføde bliver vigtigere med stigende størrelse/alder. De forbliver dog altædende hele livet.
Formering
Formeringen sker ved, at en hun lægger æg, som udvikler sig uden befrugtning. Marmorkrebs bliver allerede kønsmoden efter 5-9 måneder og ved en betydelig mindre størrelse (3-5 cm) end fx flodkrebs og signalkrebs. Den har således evnen til at formere sig en meget større del af sit liv end de fleste andre krebs og kan dermed nå at få meget afkom.
Udseende
På trods af at marmorkrebs er genetisk identiske, er der i bestande fundet betydelig variation både mht. farver og marmorering samt placering og antal pigge på krebsenes skjold (piggene på skjoldet anvendes ofte som kendetegn til artsbestemmelse af krebs).
Adfærd
Et adfærdsstudie har vist, at marmorkrebs kan dominere over arten Lousiana-flodkrebs (Procambarus clarkii) ved individer af samme størrelse. Marmorkrebs synes således at være forholdsvis aggressive. Men et andet studie viser, at signalkrebs er markant mere aggressive end marmorkrebs.
Af Søren Berg, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.
Marmorkrebsen på billedet er den krebs der blev fanget i Karup Å. Den er udstillet på AQUA Akvarium og Dyrepark i Silkeborg, der også har bidraget med foto til denne artikel.
Læs mere
Marmorkrebs - ny invasiv art i den danske natur
Litteratur
Chucholl, C., 2011. Invasive Species Compendium. Datasheet on: Procambarus fallax f. virginalis (Marmorkrebs) https://www.cabi.org/isc/datasheet/110477 (tilgået 21.02.2019).
Fort, M. m.fl., 2019. Agonistic interactions and dominance establishment in three crayfish species non-native to Europe. LIMNOLOGICA 74: 73-79.
Gutekunst, J. m.fl. 2018. Clonal genome evolution and rapid invasive spread of the marbled crayfish. Nature, Ecology & Evolution 2: 567-573.
Hossain, S. m.fl. 2019. Still waters run deep: marbled crayfish dominates over red swamp crayfish in agonistic interactions. Aquatic Ecology 53: 97-107.
Hossain, S. m.fl. 2018. Clonal crayfish as biological model: a review on marbled crayfish. Biologia 73: 841-855.
Lyko, F., 2017. The marbled crayfish (Decapoda: Cambaridae) represents an independent new species. Zootaxa 4363: 544–552.
Seitz, R., Vilpoux, K., Hopp, U., Harzsch, S. & Maier, G. 2005. Ontogeny of the Marmorkrebs (Marbled Crayfish): a parthenogenetic crayfish with unknown origin and phylogenetic position. Journal of Experimental Zoology 303A: 393–405.
Vogt, G. m.fl., 2018. Morphological characterization and genotyping of the marbled crayfish and new evidence on its origin. Zootaxa, 4524: 329-350.