Gedder æder laks og ørred

På denne side kan du læse mere om:

- Indskudte søer og opstemningers betydning for antallet af rovfisk

- Hvad betyder rovfiskene for overlevelsen af vandrende laksefisk?

- Laks og ørred ædes især i søerne

- Laks og ørred kan ikke finde vej gennem søen

- Jo længere tid i søen, jo flere smolt bliver der spist

- Laks og ørred spises især omkring opstemninger i vandløb

- Fakta om radiotelemetri

Indskudte søer eller opstemninger i vandløbet skaber gode levesteder for rovfisk som gedde og sandart. Flere undersøgelser har vist, at de ekstra mange rovfisk kan have en glubsk appetit på nedtrækkende smolt (unge laksefisk). Omvendt er rovfisk kun sjældent et problem for smolt i vandløb uden søer eller opstemninger. I sidste ende betyder indskudte søer eller opstemninger færre voksne laks og havørred i et vandløb.

 
Det er velkendt, at rovfisk i søer og åer æder andre fisk. Dette inkluderer også ørred og laks, hvor disse arter er til stede. Af samme grund har mange lystfiskerforeninger gennem tiden forsøgt at opfiske en del af å-gedderne.

 
Dette er sket både med stang og ved elektrofiskeri. Det sidste sker oftest, når foreningerne i forvejen fisker efter moderfisk af havørred og laks om efteråret. Det kræver altid en speciel tilladelse fra Fiskeridirektoratet at foretage en sådan opfiskning.

       
Denne gedde havde ædt 3 smolt. En af smoltene var mærket med

radiosender.  

Smolten lever livet farligt

Hvor meget betyder rovfiskene egentligt for ørred- og laksebestandene? DTU Aqua har lavet en del undersøgelser for at belyse denne problemstilling. Allerede midt i 1960’erne undersøgte Knud Larsen maveindhold fra gedder fanget i forskellige vandløb og påviste, at ørreder udgør en del af kosten. 

 
Det er specielt i foråret under smoltnedtrækket mod havet, at havørred og laks er sårbare over for rovfisk. Det skyldes, at smoltene eksponerer sig selv, når de bevæger sig ned gennem åen. Det svarer lidt til, at en mus, der bevæger sig ud af hullet ved højlys dag, nemt risikerer at ende i en katte- eller fuglemave.   

Mange ørred- og laksesmolt bliver ædt på deres vandring

til havet.

Laks og ørred ædes især i søerne

Siden 1992 har DTU Aqua lavet målrettede undersøgelser for at finde ud af, hvor mange smolt der bliver ædt i søer og åer. Biologerne påviste ret hurtigt, at der spises flere smolt i søer, som gennemløbes af åer, end i selve å-løbet.

I 1992 lavede biologerne en undersøgelse i den kunstigt skabte Bygholm Sø ved Horsens, som gennemløbes af Bygholm Å. I den periode, hvor havørredesmolten trækker mod havet (marts-juni)  fangede man med elektronfiskeri mere end 230 gedder og sandart, som alle fik maveindholdet undersøgt. For at skåne fiskene blev maveindholdet skyllet ud med vand. På den måde kunne fiskene helt uskadte genudsættes efter endt mavepumpning.

Inden genudsætningen blev alle fisk mærket på bugen med en individuel blæktatovering. Ved hjælp af de mærkede fisk var det muligt at beregne, at der var cirka 350 sandart større end 35 centimeter og cirka 400 gedder større end 30 centimeter i Bygholm Sø. Gedder og sandart mindre end disse størrelser er ikke store nok til at æde en smolt.

Ud fra gedder og sandart samt antallet af smolt fundet i rovfiskenes maver kunne det beregnes, at der totalt blev ædt cirka 3.600 smolt i søen. Smoltnedtrækket fra Bygholm Å var cirka 10.000 stk., og det var således cirka 35 % af smoltene, som blev ædt af gedde og sandart.

Laks og ørred kan ikke finde vej gennem søen

Undersøgelser af smoltadfærd i Bygholm Sø og den ligeledes kunstigt opstemmede Tange Sø har vist, at smoltene tilsyneladende har vanskeligt ved at finde vej til og ned igennem søernes afløb.

I Bygholm Sø fulgtes 13 radiomærkede ørredsmolt og i Tange Sø henholdsvis 24 ørredsmolt og 50 laksesmolt. I Bygholm Sø fandt én smolt (8 %) gennem søen og videre nedstrøms, mens fem smolt (7 %) i Tange Sø fandt gennem søen og videre nedstrøms.

Jo længere tid i søen, jo flere smolt bliver der spist

I både Bygholm og Tange Sø var der en del af smoltene, som mere eller mindre målrettet søgte mod den anden ende af søen og udløbet. Men undervejs mistede de fleste smolt antageligt orienteringen og svømmede tilbage opstrøms i søerne. Når smoltens vandring mod havet forsinkes af fejlvandring i søer, stiger risikoen for at blive ædt af en rovfisk eller en fugl markant. 

Man ved endnu ikke, hvorfor smoltene tilsyneladende havde vanskeligt ved at finde vej til og igennem udløbene. Måske skyldes det de kunstige udløbs- og gennemstrømningsforhold i opstemmede søer. Der mangler dog adfærdsundersøgelser i naturlige søer, som gennemstrømmes af vandløb, der kan bruges som sammenligningsgrundlag. 

I Tange Sø viste det sig, at smolten havnede i maven på fugle og gedder. Ved at måle smoltnedtrækket ved ind- og udløbet af søen med fælder, blev det klart, at 82 % af smoltene forsvandt i søen. 

Opstemninger i vandløb er dødsfælder for smolt 

Undersøgelsen i Bygholm Sø viste, at 35% af de vandrende smolt blev ædt i søen. En undersøgelse i Bygholm Å viste, at her blev mindre end 1 % af ørredsmolten. Det skyldes bl.a., at der ingen sandart er i åen, og at antallet af gedder er lille i forhold til i søen.

Det er dog langt fra altid, at dødeligheden af smolt i vandløb er så lille. I vandløb, hvor der er sket gennemgribende menneskeskabte ændringer, kan samspillet mellem rovfisk og byttefisk være forrykket og med store konsekvenser for, hvordan en art klarer sig. Et eksempel på en sådan situation er Gudenåen nedstrøms Tangeværket.

Af seniorforsker Anders Koed og seniorforsker Christian Skov, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.