Generelt er aborrer i brakvand markant større end deres 'fætre'
i søer og åer.
Brakvandsaborrer lever i vand med et saltindhold på op til 7-10 promille. Laboratorieforsøg har vist, at aborreæg kun kan befrugtes og udvikle sig ved saltindhold op til 7 promille. Derfor er brakvandsaborren ofte nødt til at foretage gydevandringer op i ferskvand for at finde egnede gydepladser.
DTU Aqua fulgte i 1999-2000 ved hjælp af bl.a. radiotelemetri og carlin-mærkning en bestand af brakvandsaborrer, som hvert år foretager gydevandringer fra Guldborgsund og op i den lollandske Flintinge Å.
Undersøgelsen viste, at aborrerne i perioden september-april vandrer op i åen og derfra ind i nogle tørvemoser. Her opholder aborrerne sig indtil gydningen, som foregår i april-maj ved vandtemperaturer på 6-16°C.
Kort efter gydningen trækker aborrerne atter ud i brakvand, hvor de har deres fødeområder. Efter cirka 200 graddage (15-35 dage) klækker æggene, og hovedparten af ynglen drifter kort efter fra moserne ud i åen og derfra ud i Guldborgsund. Her æder aborrerne sig tykke og fede, indtil de efter 1-3 år vender tilbage til åen for at gyde.
Kilde
Jimmi Spur Olsen. ”En undersøgelse af vækst, migration og reproduktion hos en dansk population af brakvandsaborrer (Perca fluviatilis). Specialerapport fra Ferskvandsbiologisk Laboratorium, Afdelingen for Zoologi ved Københavns Universitet og Afdelingen for Ferskvandsfiskeri ved Danmarks Fiskeriundersøgelser i Silkeborg.
Af Jimmy Spur Olsen, specialestuderende, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.