Søer anlagt ved siden af vandløb

Vådområde - Knabberup Engsø er etableret ved siden af Vejle Å
Knabberup Sø ved Vejle i er et vådområde, der får vand fra Vejle Å. Der er stort set ikke noget smolttab.

Vandløbsfisk kan svømme forbi
Det har siden 1990’erne været dokumenteret, at ørredsmolt har svært ved at finde gennem søer på deres vandringer mod havet, og at ørreder ikke overlever ret godt i små, lavvandede søer, der bliver varme om sommeren.

På trods heraf er en del vådområder lavet som søer direkte i vandløbet, og kun få er anlagt som søer ved siden af vandløbet. Årsagen er ofte, at man har valgt at lede alt vandet fra åen igennem en sø ud fra en forventning om, at man herved kan rense maksimalt for kvælstof. Men det kan reducere den naturlige bestand af vandrefisk som ørred særdeles meget. Man bør derfor overveje, om det kan give en bedre rensning af kvælstof ved en mindre gennemstrømning af en sø, idet det vil øge vandets opholdstid i søen og derved kan medføre en forbedret rensning.

DTU Aqua regner normalt med, at smolt fordeler sig efter vandføringen, så 50 % af smoltene vil blive ledt bort fra vandløbet, hvis man bortleder halvdelen af vandet. Andelen af smolt, der bliver ledt bort, kan ofte reduceres, hvis vandindtaget fra åen til søen bliver skjult, så fiskene har svært ved at finde indtaget på deres vandringer. Det kan ske ved at placere vandindtaget i et indersving, hvor vandet står forholdsvis stille. Da fiskene som regel følger hovedstrømmen, reducerer man derved antallet af smolt, der kommer i nærheden af vandindtaget til søen.

DTU Aqua har kun kendskab til to fiskeundersøgelser af smolttabet i søer, der er anlagt ved siden af et vandløb. De er begge lavet i Vejle Ådal i Østjylland, hvor der er etableret to vådområder som søer ved siden af Vejle Å. For at sikre, at fiskebestanden ikke blev påvirket negativt, blev det besluttet kun at lede en mindre del af åens vandføring ind i søerne.

Det meste vand fra Vejle Å løber således uden om vandindtaget til søerne, der samtidig er anlagt, så fiskene har svært ved at finde det. De to undersøgelser har vist, at fiskebestanden som forventet er stort set upåvirket. Desuden er der kommet et rigt fugleliv.

Det skal også nævnes, at der er sikret en stabil minimumstilførsel af vand til den ene af søerne ved at anlægge et stryg med gydegrus umiddelbart nedstrøms vandindtaget. Ideen er at kombinere behovet for en fast tærskel på bunden til at sikre af en stabil vandføring ind i søen kombineret med at skabe muligheder for gydning af laksefisk og sikring af gode biologiske forhold i åen.

Se mere om søer ved siden af vandløb, Knabberup Sø og Kongens Kær 

 

Af Jan Nielsen, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer

http://www.fiskepleje.dk/Vandloeb/restaurering/vaadomraade/Soe-ved-siden-af-vandloeb-i-vaadomraade
25 NOVEMBER 2017