Fiskerilovens grundlæggende formål er at beskytte og ophjælpe bestandene af fisk i vores søer og vandløb samt i kyst- og havområder. Langt de fleste bestemmelser har en biologisk begrundelse, der tager udgangspunkt i fiskenes krav til omgivelserne.
Love omkring fiskeri sigter ofte mod, at fiskebestande kan overleve, herunder at fiskene er i stand til i fornødent omfang at formere sig.
Nedenfor gennemgås de centrale reguleringsmetoder i fiskeriloven, som generelt er relevante for fiskebestande i ferskvand. Hvor det er muligt, bliver eksempler fra søer inddraget. Det er f.eks. beskrevet, hvordan reguleringerne er med til at sikre, at fisk kan gennemføre deres livscyklus og føre slægten videre, herunder at bestandene er så store, at de kan tåle en fiskerimæssig udnyttelse.
Regler om fredninger, der sikrer, at bestanden kan formere sig:
Regler om fiskeredskaber, der sikrer, at bestanden overlever:
Regler om udsætning af fisk, der beskytter søerne:
Fiskeriloven sikrer, at fiskeri ikke ødelægger fiskebestandene og naturen:
Mindstemål
Mindstemål er en af de mest anvendte metoder til sikring af den naturlige reproduktion. Mindstemålet for en given fiskeart fastsættes til en størrelse, hvor man er sikker på, at alle individer har haft mulighed for at formere sig mindst én gang, før de lovligt må indgå i fangsten og hjemtages.
Brugen af mindstemål indebærer en risiko for, at man gennem fiskeriet skaber langsommere vækst i bestanden. Det skyldes, at man fisker mest effektivt på den hurtigst voksende del af bestanden, fordi disse individer befinder sig længere tid i den fangbare størrelse end de langsomt voksende individer. De hurtigt voksende fisks gener kan derfor med tiden forsvinde fra bestanden. Ved et højt fisketryk er risikoen for denne type påvirkning størst.
Mindstemål er især tidligere også blevet anvendt som en metode til at optimere værdien af fiskeriet ved at tvinge fiskerne til at fiske efter den størrelse fisk, der giver det største afkast eller er mest salgbare.
Fredningstid
Fredning af fisk i perioden op til og under gydningen er en anden meget anvendt metode til sikring af reproduktion. Formålet er at sikre fiskearter, som er særlig fangbare op til eller i løbet af gydesæsonen, mod at blive efterstræbt og overudnyttet, lige inden de gyder. Det kan være fordi, mange fisk samler sig på et lille areal, hvor de let kan blive fanget, eller fordi gydeadfærden gør dem ekstra aggressive eller aktive og dermed lettere at fange.
Det bør understreges, at fredning omkring gydning ikke primært er en handling, som vi mennesker indfører for at skåne de gydemodne fisk. Metoden anvendes for at sikre bestande af bestemte arter mod overfiskning i en periode, hvor de er særligt sårbare.
Dette kan illustreres med følgende eksempel: Tre fisk svømmer omkring i en sø. Seks måneder før gydningen fanges den ene, en måned før gydningen fanges den anden, og den tredje bliver fanget dagen før, den skulle gyde. Ud fra et biologisk synspunkt er resultatet for disse tre fisk det samme: ingen af dem kommer til at deltage i gydningen, og dermed kan ingen af dem medvirke til at føre slægten videre. De tre fangster er med andre ord ligestillede i biologisk forstand.
Mange fiskearter foretager vandringer som led i deres naturlige livscyklus. Ofte ligger der en vandring i forbindelse med formering, hvor fiskene vandrer fra opvækstområdet til et egnet gydeområde.
Mest kendt er vandringerne hos de egentlige vandrefisk, som skifter mellem ophold i ferskvand og saltvand. Det kan eksempelvis være ål, laks eller havørred, der er de mest kendte, men langt fra de eneste arter af vandrefisk i Danmark. Mange andre arter foretager også vandringer over kortere afstande i ferskvand, eksempelvis fra sø til å eller omvendt.
Under disse vandringer samles fiskene ofte på små områder. Tit opholder de sig eksempelvis i en periode nær mundingen af en å, og her kan det, fordi de er samlet på et begrænset område, være meget let at fange dem. Det gælder især med garnredskaber men til en vis grad også ved lystfiskeri. Der er derfor risiko for, at der bliver fanget så mange gydefisk i området ud for åens munding, at der ikke er nok tilbage til at opfylde behovet for yngel.
Derfor er der indført bestemmelser om fredningsbælter i fiskeriloven. Der er en række generelle bestemmelser, der angiver, hvor der er fredningsbælter omkring åers udmunding i havet, ved åers ind- og udløb i søer samt omkring kunstige fiskepassager i åer.
Desuden er der mange steder lokalt indført særlige udvidede fredningsbælter, der tager hensyn til den geografiske udformning på lokaliteten. Det kan eksempelvis være ved snævre passager i fjorde eller søer.
Nedgarn fungerer ved, at fisken klemmer sig fast i nettets masker, hvilket tit giver skader på fiskens skæl og slimlag. Det er derfor ofte umuligt at genudsætte fangne fisk fra nedgarn i levedygtig stand. For at undgå at f.eks. rovfisk under mindstemålet fanges i nedgarn, er der indført mindstemaskemål for nedgarn i søer, således at det kun er fisk over mindstemålet, der kan blive hængende i maskerne. Mindre fisk kan svømme gennem maskerne og bliver derfor ikke fanget.
Af samme grund er der indført bestemmelser om fuldstændigt forbud mod anvendelse af nedgarn i søer i april og maj måneder, hvor henholdsvis gedde og sandart er fredet. Der findes mange tilsvarende bestemmelser, som regulerer indretningen af ruser, bundgarn og lignende redskaber.
Loven indeholder regler, som har til formål at begrænse, hvor meget der kan fanges. Der er en generel regel om, at fiskeredskaber ikke må spænde over mere end 1/3-del af bredden på et vandløb eller en sø. Det vil sige, at 2/3-del af bredden skal være redskabsfri. Står to redskaber overfor hinanden, må de altså til sammen kun fylde 1/3-del.
I vandløb er der endvidere krav om, at den redskabsfri strækning skal være sammenhængende. Det vil i praksis sig, at der i vandløb kun kan sættes redskaber fra bredden og ud. Den regel gælder ikke i søer, hvor f.eks. et bundgarn gerne må opsættes et stykke ude i søen.
Der er endvidere regler for, hvor tæt på hinanden, redskaber må opstilles. Her er reglen, at der skal være mindst 100 m mellem to redskaber gældende for de dele af de to redskaber, der er nærmest hinanden. Denne regel er udformet for dels at undgå for store redskabsmængder, men også for at redskaberne ikke skal påvirke hinandens fangst.
Der er flere bestemmelser om hvilke maskestørrelser, der må bruges i ruseredskaber. Dels er der et fast mindstekrav (32 mm i bagrusen), der skal sikre, at ål under mindstemålet ikke tilbageholdes. Disse ruser må kun bruges i en bestemt periode (1/8–15/10 – gælder kun fritidsfiskere). Uden for denne periode må fritidsfiskere godt anvende ruser med et større mindstemaskemål (90 mm i bagrusen). For erhvervsfiskere gælder andre regler. Der er desuden bestemmelser for, hvor store ruser må være. Den bestemmelse reguleres via størrelsen på forreste bøjle i selve rusen.
Nogle fiskeredskaber påfører den fangne fisk kvæstelser, der kan være dødelige. Det kan være kvæstelser, der er umiddelbart dødelige (f.eks. ved blodtab eller kvælning), eller skader, der giver øget risiko for infektioner. Den type skader umuliggør, at en fanget fisk kan genudsættes i levedygtig stand. Det forhold har medført, at en række fiskeredskaber og -metoder er forbudt eller stramt reguleret.
Helt generelt er det derfor forbudt at anvende eksempelvis eksplosive stoffer og skydevåben til fiskeri. Det er heller ikke tilladt at bruge elektricitet til almindeligt fiskeri, men derimod er det tilladt at elektrofiske til videnskabelige formål. Endvidere er al brug af spyd, pile, harpuner og lignende forbudt i ferskvand (men på visse betingelser tilladt i saltvand). I forlængelse heraf er også fiskeri med huggeredskaber (rykfiskeri) forbudt.
Særligt i forhold til ål er al brug af såkaldte ålejern og tilsvarende redskaber, hvor ålen klemmes fast mellem 2 metalben, forbudt. Det har vist sig, at ål kan få indre kvæstelser af at blive fanget. Det er derfor ikke muligt at genudsætte ål under mindstemålet i levedygtig stand. I relation hertil er såkaldt blusning af ål også forbudt.
Endelig er det ikke tilladt at gøre fiskeri mere effektivt ved at tørlægge søer helt eller delvist, eller ved at skræmme fisk til at svømme ind i redskaber.
Fiskeriloven indeholder et forbud mod anvendelse af såkaldte skrabende redskaber, f.eks. trawl, i søer i Danmark. Årsagen er, at trawl mm. dels kan ødelægge undervandsvegetation og dels kan medvirke til, at der sker en øget frigivelse af næringsstoffer fra bundmaterialet (sedimentet). Den sidste eksisterende dispensation til anvendelse af trawl i danske søer udløb i 2011. Der er fortsat mulighed for at ansøge om dispensation fra forbuddet.
Fiskeredskaber kan i nogle situationer fange andet end fisk. Det gælder eksempelvis fiskeædende fugle og pattedyr, der under jagt på byttet f.eks. kan forvilde sig ind i ruseredskaber. Her drukner de, hvis de ikke hurtigt finder ud igen. Det kan f.eks. gå ud over den truede odder.
For at undgå at odderens drukner i ruser, er der i dag krav om, at ruser skal være indrettet med en såkaldt stoprist eller et stopnet. En stoprist er et lille gitter, der monteres i rusens indgang (kalven). Et stopnet monteres i rusens forreste bøjle. Stoprist eller -net skal have en tremmeafstand, der sikrer, at dyr som f.eks. odder og fiskeædende fugle ikke kan komme ind i rusen. Dermed bliver de ikke fanget ved et uheld.
Mange undersøgelser har vist, at når der introduceres nye arter til et vandområde, vil det i næsten alle tilfælde medføre større eller mindre forskydninger i den biologiske balance. Det har blandt andet ofte vist sig i situationer, hvor fremmede arter bevidst er blevet udsat i søer udenfor deres oprindelige udbredelsesområde. Her opstår der ofte effekter, der var både uventede og uønskede, og som påvirkede den oprindelige fiskebestand negativt. Vigtigheden af, at den type udsætninger overvejes og analyseres meget grundigt, kan derfor ikke understreges nok.
Det er derfor en generel regel, at man skal have tilladelse til alle udsætninger af fisk og krebs i Danmark. Læs mere her.
Ovenstående er også baggrunden for, at alle de udsætninger, der foretages under fiskeplejen, alene sker med arter, der er naturligt hjemmehørende i det vandområde, hvor udsætningen foretages.
Fiskerilovens formålsparagraf
§ 1. Lovens formål er gennem en forvaltning, der sikrer beskyttelse og ophjælpning af levende ressourcer i salt- og ferskvand samt beskyttelse af andet dyre- og planteliv, at sikre et bæredygtigt grundlag for erhvervsmæssigt fiskeri og dertil knyttede erhverv samt muligheden for rekreativt fiskeri
Loven har fire formål:
Beskytte og ophjælpe de levende ressourcer (= fisk, skaldyr og planter)
Beskytte andet dyre- og planteliv
Sikre et bæredygtigt grundlag for erhvervsfiskeri
Sikre mulighed for rekreativt fiskeri
Et vigtigt budskab i formålsparagraffen er, at alt hvad man foretager sig omkring fiskeri i vores vandområder, skal foregå på en måde, der ikke ødelægger fiskebestandene og naturen.
Et andet vigtigt udgangspunkt for den måde, fiskeriloven er udformet på, er, at man utvetydigt skal kunne afgøre, om en regel er overholdt eller ej. Kun med den udformning kan lovens bestemmelser anvendes i praksis.
Rent praktisk er det ikke i ret mange af lovens paragraffer, at en præcis bestemmelse direkte er nævnt. Nogle af paragrafferne er udformet som såkaldte rammeparagraffer, hvor den ministeren bemyndiges til at udstikke de præcise regler med udgangspunkt i formålsparagraffen. Om eksempelvis fredningstider siger fiskeriloven (§ 30) at ”ministeren kan fastsætte hel eller delvis fredning af bestande og vandområder”.
De endelige regler for hver enkelt art eller emne bliver herefter udformet af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen og godkendt af ministeren. Efter en høringsfase offentliggøres de endelige regler i en såkaldt bekendtgørelse. I dette eksempel hedder den: Bekendtgørelse om mindstemål og fredningstider for fisk og krebs i ferskvand (bekendtgørelse nr. 430 af 11. maj 2011). Det betyder bl.a., at man kan revidere reglerne, når der er behov for det, uden en egentlig lovændring, der i givet fald skulle involvere Folketinget.
Af Søren Berg, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.