Pighvar klar til udsætning. Foto: Mads Christoffersen.

25.000 små pighvarrer udsættes ved sjællandske kyster for at øge pighvarbestanden

mandag 29 sep 14
|
af Mads Ole Christoffersen

Læs mere om pighvar

DTU Aqua og lokale fritidsfiskere sætter den 6. oktober 2014 25.000 små pighvarrer ud på kysten omkring Sjælland. Fødevareminister Dan Jørgensen vil deltage i udsætningen.

Pighvarren er en eftertragtet spisefisk, som mange lyst- og fritidsfiskere gerne vil fange. For at øge bestandene udsætter den Marine Fiskepleje under DTU Aqua med mellemrum små pighvarrer i samarbejde med lokale fiskere. Den 6. oktober udsættes der pighvarrer ved Gershøj i Roskilde Fjord, ved Holbæk Havn, i Karrebæk Fjord og ud for Vedbæk. I 2014 er der med denne udsætning i alt udsat 40.000 pighvarrer omkring Sjælland.

Fødevareministeren deltager i udsætningen af pighvar

Ved udsætningen i Gershøj Havn ved Roskilde Fjord vil fødevareminister Dan Jørgensen deltage. Tidspunktet for ministerens deltagelse er fastsat til kl. 12.20-13.30.

Udsætningen af pighvarrerne finansieres af indtægterne fra de fisketegn, som lyst- og fritidsfiskere skal indløse. Det er NaturErhvervstyrelsen under Fødevareministeriet, som administrerer pengene og fordeler dem til forskellige formål, herunder udsætning af fisk.

Pighvarrerne er mærket med henblik på forskning

Alle de udsatte pighvarrer er mærket, så de kan genkendes, hvis de en dag bliver fanget igen. Hvis man fanger en fisk med mærke, kan man indsende mærket til DTU Aqua og få en dusør samt dækket portoudgifter. Informationen fra mærkerne vil biologerne kunne bruge til at undersøge bl.a. overlevelse og vækst af de udsatte pighvarrer og dermed få viden om, hvor det er hensigtsmæssigt at udsætte pighvarrer.

Pighvarrerne skal vokse til en størrelse på over 30 cm, før de må fanges og tages med hjem. Afhængigt af opvækstforholdene vil der gå omkring 2-4 år, før de udsatte pighvarrer har nået den størrelse.

Pighvarrer mod sortmundet kutling

I Karrebæk Fjord er der forhåbning om, at pighvarrerne med tiden også kan være med til at tynde ud i bestanden af sortmundet kutling, som findes i stort antal i Karrebæk Fjord. 

Sortmundet kutling er en invasiv art, som udgør en trussel mod kystfiskeriet, fordi den spiser fiskeæg og konkurrerer om føden med arter, som er kommercielt vigtige eller har betydning for det rekreative fiskeri.

Hvad er Marin Fiskepleje?

Formålet med fiskepleje er at bevare og genskabe naturlige fiskebestande i vandløb, søer og kystområder. Den del af fiskeplejen, som foregår i de kystnære områder, kaldes Marin Fiskepleje.

 

Marin Fiskepleje forsker i og rådgiver om fisk i de kystnære områder, deres levesteder og hvordan levestederne kan forbedres.

 

De fleste projekter inden for Marin Fiskepleje udføres i tæt samarbejde med lokale lyst- og fritidsfiskere.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=aecaad2f-c3c3-4b89-8734-3405153cf11b
19 APRIL 2024