Storå lige inden den løber ud i Felsted Kog ved Nissum Fjord

Stor fremgang for Storåens laksebestand

mandag 01 feb 16
|

Om undersøgelsen

Læs mere om, hvordan undersøgelsen af laksebestanden i Storå er foretaget, og se flere resultater.

Laksebestanden er på få år vokset markant i Danmarks næstlængste vandløb Storå i Vestjylland.

På bare to år er bestanden af laks i dele af Storåen firdoblet, og en ny undersøgelse fra DTU Aqua viser, at den samlede gydebestand i åen nu er oppe på mere end 5.800 laks. Den positive udvikling er resultatet af en målrettet indsats af sportsfiskere og myndigheder, som indebærer forbedring af gyde- og opvækstområderne i åen, udsætning af laks fra åens oprindelige stamme, og at der er indført begrænsninger i laksefiskeriet.

Den voksende laksebestand er et tegn på, at miljøet og naturen i Storå er i en god udvikling. Samtidig er en stor laksebestand værdifuld for lystfiskere og det lokale erhvervsliv.

Beregninger fra Skjern Å, som er Danmarks største lakseå, viser, at laksefiskeriet giver et lokaløkonomisk forbrug på 14,6 millioner kr. om året

 

Blanklaks fra Storå - genudsætning 

Laksene er blanke, når de kommer fra havet og ind til vandløbene og først efter et stykke tid i ferskvand antager de den farvede gydedragt.


Det er de lokale lystfiskere, kommunerne og lodsejerne omkring Storå, der står bag forbedringerne i Storå.

  • Lystfiskerne har i mange årtier udført opdræts- og vandpleje i åen.
  • Kommunerne har sideløbende arbejdet med at genskabe egnede gyde- og opvækstområder i både hovedløb og tilløb til Storå.
  • Det statslige fisketegn har finansieret udsætningerne af laks samt støttet med penge til forbedring af laksens levesteder.
  • DTU Aqua har leveret rådgivning med baggrund i den bedst tilgængelige videnskabelige viden om lakseforvaltning, herunder bevarelse af laksens genetiske variation samt udsætning af unglaks på de bedst egnede lokaliteter.
  • Reguleringerne af laksefiskeriet i området er især blevet indført i det seneste årti og gælder både lystfiskere i Storå og fritids-, bierhvervs- og erhvervsfiskere i Nissum Fjord, som åen løber ud i.


Stor hanlaks i gydedragt
Stor hanlaks i gydedragt.

Den vilde bestand er i stor fremgang

Bestanden i Storå består både af vilde laks, som stammer fra gydning i vandløbene nedstrøms opstemningen ved Holstebro vandkraftværk, samt opdrættede laks, der er udsat som ½-1 år gamle ungfisk. De udsatte laks er mærket ved, at der er klippet lidt af fedtfinnen, så man kan skelne mellem udsatte laks og vilde laks.

 

DTU Aqua har undersøgt opgangen af gydemodne laks i Storå i 2010, 2013 og 2015. Den samlede opgang af laks i 2015 er beregnet til 5.848 laks, hvoraf 161 blev hjemtaget af lystfiskere i henhold til den tildelte fangstkvote. Den samlede gydebestand var derfor på 5.687 laks i 2015. 57 % af de gydemodne laks (3.242 laks) var vildfisk, som stammer fra gydning i vandsystemet.

Til sammenligning var den samlede gydebestand af laks i Storå i 2010 og 2013 henholdsvis 1.293 og 1.236 laks. Opgangen af laks i 2015 var således fire til fem gange større end for få år siden. Alene opgangen af vilde laks i 2015 er næsten tre gange så stor som den samlede opgang i de foregående år.

 

Storå er Danmarks anden længste vandløb
Der er strækninger i Storå som er ureguleret og som giver gode levebetingelser for laksene.

Laksebestanden i Storå kan vokse yderligere

I dag ophjælpes laksebestanden i Storå med udsætninger af 1 år gamle lakseungfisk. Målet er imidlertid at skabe en laksebestand, som kan klare sig uden udsætninger, og det er der potentiale til i Storå.

Storå er speciel, fordi laksen kun har fri adgang til ca. 1/3 af Storå-systemet. Opstemningen ved Holstebro Vandkraftværk hindrer fortsat, at laks og andre fiskearter frit kan vandre til og fra gydeområderne øst for og opstrøms Holstebro by, hvor 2/3 af Storå-systemet ligger. Hvis der bliver skabt fri adgang til gydeområderne opstrøms opstemningen, kan bestanden flerdobles, vurderer DTU Aqua.

At opstemningen ved Holstebro Vandkraftværk er et problem for laksene ses også ved, at lystfiskere i 2015 kun fangede tre laks opstrøms opstemningen ved Holstebro. Der er ganske vist et omløbsstryg ved opstemningen, så laksene kan komme udenom, men det er kun en ganske lille andel af de gydemodne laks, der finder igennem omløbsstryget. Desuden dør langt hovedparten af de unglaks, der bliver produceret fra gydning i vandløbene opstrøms opstemningen, når de skal passere vandkraftsøen ved Holstebro på deres vandring til havet.

 

Der er flere tusinde lystfiskere som er medlem af Sammenslutningen ved Storå som består af sportsfiskerforeninger, lodsejere og konsortier, som har fiskeret langs Storå og dens sideløb. Sammenslutningen arbejder på at oprette gydepladser så fiskebestanden i Storå bliver selvreproducerende.

Udlægning af gydegrus giver større laksebestand
Udlægning af gydegrus i både tilløb og Storås hovedløb har skabt bedre gyde- og opvækstområde for laks.

Se video af elektrofiskeri på udlagte gydebanker i Storå i maj 2015. Se videoen

Læs rapporten om fiskebestanden i tilløbet Vegen Å 2014

Læs rapporten om fiskebestanden i tilløbet Gryde Å  2013

Læs rapporten om fiskebestanden i tilløbet Råsted Lille Å 2012

Storå er Danmarks fjerde vandrigste å og har nu en af Danmarks største bestande af laks. Foto Henrik Baktoft
Storå er Danmarks fjerde vandrigeste å og har nu en af Danmarks største bestande af laks.

Af seniorforsker Niels Jepsen, Anders Koed og Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

http://www.fiskepleje.dk/Nyheder/Nyhed?id=a6f97a29-5cbb-4a18-a53b-8819e5b9d9b4
4 DECEMBER 2016