Laksesmolt

Størst vandringssucces hos laksesmolt, som er opdrættet ved lav tæthed

onsdag 26 aug 15

Laksens livscyklus

Atlantisk laks (Salmo salar) har en kompleks livscyklus. De fleste laksebestande lever en cyklus, hvor ungfiskene (alder 0-2 år) vokser op i vandløbet og herefter vandrer til opvækstområder i havet, før de vender tilbage for at gyde i det samme vandløb.

Når unglaksen vandrer fra vandløbet til havet, bliver den kaldt en smolt. Laksesmoltene er fundamentet for de laks, der vender tilbage til vandløbene som store og stærke laks.

Der udsættes tusindvis af laks i danske vandløb. Ny undersøgelse har vist, at deres vandringssucces til havet er påvirket af, hvordan de er opdrættet.

Laks til udsætning som smolt bliver typisk opdrættet ved en tæthed på 1.500 fisk pr. m2. I et forsøg, hvor opdrætstætheden blev reduceret til en tredjedel, blev der målt en 16 % højere vandringssucces i forhold til de fisk, der blev opdrættet ved 1.500 fisk pr. m2.

I samarbejde med Danmarks Center for Vildlaks (DCV) og kollegaer fra Göteborgs Universitet har forskere fra DTU Aqua for nylig undersøgt, om en reduktion i opdrætstætheden kan forbedre overlevelsen af laksesmolt under deres vandring til havet. Fiskene blev opdrættet i et konventionelt recirkuleret opdrætsanlæg.

Der var flest skader på rygfinne og gællelåg hos laks, der var opdrættet ved konventionel opdrætstæthed. Det tyder på, at laks ved den høje tæthed er udsat for et øget stressniveau, hvilket kan være en mulig forklaring på den lavere vandringssucces til havet.  

Mange oprindelige bestande af laks er helt eller delvis udryddet på grund af ødelagte ​​levesteder, forurening, opdæmning af vandløb samt overudnyttelse ved fiskeri. For at kompensere for disse reduktioner i bestandene bliver der årligt udsat store mængder opdrættede laks, både i Danmark og de andre skandinaviske lande.

Overlevelsen af opdrættede laks er dog ofte lav i forhold til laks, som er opvokset i naturen. Ved at forbedre og udvikle metoder i opdræt, som kan efterligne de naturlige forhold, er der en gevinst i forhold til at øge overlevelsen.

Resultaterne fra undersøgelsen understreger, at optimerede opdrætsmetoder i forhold til at forbedre kvaliteten af fiskene vil øge overlevelsen af laksesmolt i naturen. Fremtidige undersøgelser skal påvise om lavere opdrætstæthed også øger antallet af voksne laks, der vender tilbage vandløbet for at gyde.

Download rapporten om laksesmolt

Af Martin Hage Larsen og Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer. DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.

Nyhedsbrevet på Fiskepleje.dk informerer dig, når der er mere information om denne undersøgelser. Klik og tilmeld nyhedsbrev.

Information om laks

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=be71db47-b8e2-4943-9021-f4701167ca2a
19 APRIL 2024