Ål fanget i Karrebæksminde Fjord

Genfangst af udsatte ål i Karrebæksminde Fjord fortsætter i 2014

onsdag 18 jun 14
|
af Mads Ole Christoffersen
De foreløbige resultater tyder på, at de udsatte ål klarer sig rigtig godt i Karrebæksminde Fjord. Der er masser af føde til ålene, og de vokser utroligt hurtigt.

DTU Aqua fortsætter i 2014 undersøgelserne af de 75.000 små ål, der ved hjælp af Fiskeplejemidler blev udsat i 2011 og 2012 i Karrebæksminde Fjord.

Alle de udsatte ål har et lille ikke-synligt mærke siddende i sig. Selv om det ikke er muligt at se forskel på en vild og en udsat ål med det blotte øje, kan forskerne genfinde lige præcis de ål, der blev udsat for få år siden, ved hjælp af en form for scanner, som kan lokalisere det lille mærke i fisken, når den er fanget.

"Det at vi kan finde de udsatte fisk igen, gør det muligt at undersøge blandt andet overlevelse, vækst og fødevalg for de udsatte ål - faktorer som har stor betydning for den fremtidige ålebestand i fjorden. Med en smule forsigtighed og optimisme kan disse opdagelser overføres til de vilde ål, der opholder sig her, hvilket vil være utroligt glædeligt, da ålebestanden generelt er stærkt reduceret i hele Europa," siger marin fiskeplejekonsulent Mads Christoffersen, DTU Aqua.

"Sæsonen er i gang, og vi har indtil nu haft mulighed for at undersøge omkring 100 ål for mærker. Der er fundet ål på op til over 40 cm med de små mærker i, hvilket betyder, at de udsatte ål er vokset rigtig hurtigt”, fortæller Mads Christoffersen.

Uden hjælp fra de lokale fiskere ville DTU Aqua ikke have haft mulighed for at fortsætte undersøgelserne af de udsatte ål. I år har især lokale fritidsfiskere udvist stor entusiasme, og deres hjælp er helt afgørende for videreførelse af projektet, der forhåbentlig i sidste ende vil gavne alle parter i forsøget på at blive klogere på ålen.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=634f605e-47d4-48bc-b8e4-a6ec97249299
26 APRIL 2024