Udsætning af sætteål

Åleudsætninger skal hjælpe bestanden

mandag 26 okt 15
|

Flere undersøgelser viser, at ål fra udsætninger vokser og bliver til blankål, der søger mod havet. En enkelt undersøgelse viser, at ål, der er udsat i ferskvandstilløb til Skagerrak, følger den samme vandringsrute i Nordsøen som vilde artsfæller. Om udsatte ål når hele vejen frem til gydepladserne er uvist. 

I sommeren 2015 blev der udsat over 1,5 million sætteål i danske vandområder med hjælp fra fritidsfiskere, sportsfiskere, bredejere og åmænd. Ålene blev fordelt, så cirka 10 % blev udsat i marine områder, 40 % i vandløb og 50 % i søer. Her kan du se, hvor ålene blev udsat.

Udsætningsmaterialet stammer fra glasålsfiskerier i Sydeuropa. Ideen med at flytte rundt på ålene er, at de flyttes fra et område med stor dødelighed til et område med mindre dødelighed, således at den resulterende gydebiomasse bliver større. Det er imidlertid vanskeligt at eftervise, om det også holder stik.

Udsætningerne er et led i den danske forvaltningsplan for ål, som udspringer af EU’s genopretningsplan for ålebestanden. Målet er at øge mængden af blankål i ferskvand til 40 % af det oprindelige niveau. Udsætningerne finansieres af fiskeplejemidler, men til udsætninger i ferskvand ydes der et økonomisk tilskud på 75 % fra EU (Den Europæiske Hav- og Fiskerifond).

Af Michael Ingemann Pedersen, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.

Mere information om ål: 

Finansiering

Åleudsætningerne i 2015 finansieres af den Europæiske Hav- og Fiskerifond samt fiskeplejemidler. 

     EU    Miljø- og Fødevareministeriet   

 

 

 

Den Europæiske Union, Den Europæiske Hav- og Fiskerifond
Vi investerer i hav og fisk 

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=40b1cde4-59ab-45a9-bb06-e30f753733bf
19 APRIL 2024