Skallens levesteder

Stimer af skaller. Foto: Anders Eriksen
Om vinteren kan de fleste skaller i en sø vandre ud til vandløb, hvor de kan træffes i store stimer, som det f.eks. ses her ved elektrofiskeri.

Skaller lever i søer, vandløb og kystnære områder

Skallen lever i stort set alle danske søer og er derfor en af vore mest almindelige arter af ferskvandsfisk. 

Den forekommer også i størstedelen af de vandløb, som står i forbindelse med søer og er kendt fra fjorde og kystnære områder (brakvand), hvor den kan tåle op til 15-20 ‰ salt. Læs mere om skallens udbredelse i Danmark.  

Skaller overvinter udenfor søen

Hvis skallerne har mulighed for det, vandrer de ofte ud af søerne om vinteren og opholder sig i tilstødende vandløb eller kanaler. Det er en måde at nedsætte risikoen for at blive ædt af søens fugle og rovfisk i en periode, hvor skallens eget fødeudbud er begrænset. Men vandringen kræver en god kondition eller ernæringstilstand. Læs mere om, hvordan og hvorfor skaller vandrer ud af lavvandede søer om vinteren.  

Skallers krav til vandkvaliteten 

Skaller klarer saltholdigheder op til 20 ‰, men tåler ikke alt for surt vand. I søer med meget høj pH kan skaller have svært ved at formere sig. Læs mere om skallens krav til vandkvaliteten.      

Af Christian Skov, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.    
 


http://www.fiskepleje.dk/Fiskebiologi/skalle/levested
25 NOVEMBER 2017