I nogle områder har man udsat både laks og ørred direkte på kysten - for laksens vedkommende i form af "delayed releases", dvs. udsætning af fisk et stykke tid efter smoltifikation, i Østersøen omkring Møn og Bornholm.
Det er imidlertid en problematisk udsætningsform, fordi fiskene ikke bliver præget på et hjemvandløb. Dermed kan de vandre langt omkring og gå på gydevandring i vandløb, hvor de ikke hører hjemme. Det kan være en trussel mod de lokale genpuljer. I de fleste lande har man derfor stoppet udsætningerne direkte i havet.
Danske udsætningslaks i svenske elve
For Østersø-laksenes vedkommende har mærkningsforsøg vist, at vilde Østersølaks (fra Mörrumsån) så godt som aldrig trækker ud af Østersøen.
I det hele taget er Østersø-laks og atlantiske laks genetisk meget forskellige. Det skyldes, at de har været reproduktivt isolerede fra hinanden gennem flere tusinde år. Fra slutningen af 1990érne er der imidlertid konstateret Østersø-laks blandt opgangslaksene i flere vestsvenske vandløb, hvilket udgør en fare for de vestsvenske laksebestande, som tilhører gruppen af atlantiske laks.
Det er påvist ved hjælp af mærkning og DNA teknikker, at i hvert fald en del af de strejfende Østersø-laks stammer fra de danske udsætninger. Udsætninger af laks i i større skala omkring Bornholm er derfor ophørt og foregår nu udelukkende på forsøgsbasis.
Ørreder udsættes i mundinger
Kystudsætninger af ørred er blevet stoppet og erstattet af mundingsudsætninger. Derved kan fiskene blive præget på et vandløb, og man undgår forhøjede strejfrater ind i vandløb med vilde bestande. Der udsættes det samme antal fisk som før, men blot i mundinger i stedet for direkte på kysten.
Har udsætningsstedet betydning for udbyttet?
Genfangster af kystudsatte og mundingsudsatte ørreder viser, at der ikke er belæg for at sige, at kystudsætninger generelt skulle give større udbytte end mundingsudsætninger.
I nogle tilfælde giver kystudsætninger meget høje genfangstprocenter, i andre tilfælde er der tale om meget lave genfangster. Der er endda eksempler på, at udsætninger i et område i ét år giver høje genfangster, mens udsætninger i samme område i et andet år giver meget lave genfangster. De samme blandede resultater gør sig gældende for mundingsudsætninger.
Det ser ud til, at effektiviteten af både kyst- og mundingsudsætninger varierer betydeligt fra det ene område til det andet, og at andre faktorer, f.eks. år til år-variation i vandtemperatur ved udsætningstidspunktet, spiller en stor rolle.
Af Michael M. Hansen og Einar Eg Nielsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.