Hvis man udsætter dambrugsfisk, kan det true den vilde bestands genpulje og mindske produktionen af vildfisk. Det skyldes, at der generelt er mindre genetisk variation hos dambrugsfisk end hos vildfisk, og at dambrugsfisk er mindre egnede til livet i naturen.
På denne side kan du læse mere om:
Laksefisk er opdelt i genetisk forskellige bestande, og der sker kun en beskeden udveksling af gener mellem dem. Der er foretaget mange undersøgelser af laksefisk, herunder atlantisk laks og europæisk ørred, som viser, at forskellige bestande kan have forskellige genetisk baserede egenskaber og lokale tilpasninger.
Mens vilde laksefiskebestande udviser store genetiske forskelle og er meget variable, er der ofte foregået en betydelig genetisk ensretning i dambrugsfisk. Der er mange eksempler på indavl og tab af genetisk variation under opholdet i dambrug, fordi man har brugt for få moderfisk. Et yderligere problem er, at mange dambrugsstammer er bemærkelsesværdigt genetisk ens. Det skyldes formodentlig, at forskellige dambrug har udvekslet fisk, så de genetiske forskelle er blevet udvisket.
Den genetiske ensretning ses også hos de fire mest betydelige ørreddambrugsstammer, som har leveret ca. 80 % af alle dambrugsfisk til udsætning i Danmark (se figur 1). Det er problematisk i forhold til bevarelsen af biologisk mangfoldighed, fordi det betyder, at en række genetisk forskellige vilde bestande påvirkes af et stort antal udsatte fisk baseret på en snæver genpulje.
Figur 1. "Stamtræet" viser, hvordan en række danske ørreddambrugsstammer er beslægtet med hinanden og med udvalgte vilde bestande (Odder Å, Karup Å og Gudenå). Dambrug B, C, D og E er de fire vigtigste stammer, som tilsammen leverer ca. 80 % af alle dambrugsørreder til udsætning.
Forholdene i et dambrug er helt anderledes end dem, fiskene har under naturlige forhold. Når fiskene bliver holdt i dambrug gennem flere generationer, sker der med tiden en tilpasning til forholdene i dambruget på bekostning af tilpasningen til forholdene i naturen. F.eks. kan fødesøgningsadfærden og graden af aggression ændres under dambrugsforhold. Det er et mindst lige så stort problem som tabet af genetisk variation.
I naturen er det selvfølgelig vigtigt for en fisk at få noget at spise og at forsvare sit territorium. Når fisken bevæger sig væk fra sit skjul for at tage noget føde eller jage en konkurrent væk, bliver den imidlertid samtidig synlig og udsætter sig for fare fra rovdyr. De fisk, som klarer sig bedst i naturen er derfor dem, som kan finde en balancegang mellem på den ene side at finde føde og jage artsfæller væk og på den anden side ikke overdrive denne adfærd så meget, at de bliver ædt.
I et dambrug udsætter fiskene sig derimod ikke for fare ved at kaste sig over foderet eller på anden måde være meget synlig - det kan ligefrem være en fordel at have sådan en adfærd. Fordelen bliver dog vendt til en betydelig ulempe, når fiskene sættes ud i naturen, hvor de har en meget stor risiko for at blive offer for rovdyr. I en norsk undersøgelse er det således beregnet, at den reproduktive succes for dambrugslaks kun er 16 % af, hvad den er for vilde laks set over en hel livscyklus.
Selvom dambrugsfisk og deres efterkommere samlet klarer sig dårligere end vildfisk, ser billedet ikke ens ud på alle livsstadier. Det er blandt andet dokumenteret i irske og norske undersøgelser, hvor dambrugslaks, vilde laks og krydsninger mellem dem blev fulgt nøje i forsøgsvandløb. Her viste det sig, at dambrugslaks og krydsninger klarede sig dårligere end vilde laks, både som spæd, yngel og som voksne i forbindelse med gydning. Derimod klarede de sig bedre end de vilde laks som ungfisk (parr), hvilket især skyldtes, at de voksede hurtigere og klarede sig bedre i konkurrence med vildfisk.
Selv om dambrugsfiskene klarer sig dårligere end vildfiskene i naturen, er der alligevel tilstrækkeligt mange, der overlever og gyder.
Det forstærkes af, at der ofte udsættes så mange dambrugsfisk i forhold til de vilde bestande, at den naturlige udvælgelse ikke kan nå at fjerne dambrugsfiskene og deres efterkommere. Deres genetiske input akkumuleres dermed i de vilde bestande, og til sidst er de vilde bestandes genpulje måske blevet "fortyndet" så meget, at de reelt er blevet erstattet med dambrugsfiskenes genpulje. Denne "fortyndingsproces" er vist i figur 2.
Fig. 2. Gentagne udsætninger af dambrugsfisk kan gradvis føre til, at de vilde fisks genpulje erstattes af dambrugsfiskenes genetiske materiale, selv om den naturlige udvælgelse - selektionen - betyder, at dambrugsfiskene klarer sig dårligere end vildfiskene.
I Danmark har vi både eksempler på, at dambrugsfisk er blevet blandet meget kraftig ind i den vilde bestands genpulje, og at udsætning af dambrugsfisk ikke har forårsaget nogen varig genetisk påvirkning af vildfiskebestanden. I Skjern Å stammer 60 % af den nuværende genpulje fra udsatte dambrugsfisk, mens det i Karup Å kun er nogle få procent af ørredernes genpulje, der kan spores tilbage til dambrugsfisk, selvom man har brugt den samme dambrugsstamme som i Skjern Å. Hvis dambrugsfiskene i Karup Å havde klaret sig lige så godt som vildfiskene, burde de også her udgøre ca. 60 % af den nuværende genpulje.
Forskellen skyldes antageligt, at de udsatte fisk i Karup Å har udgjort så lille en andel af den vilde bestand, at naturen har fjernet dambrugsfiskene, fordi de klarede sig dårligere end vildfiskene. I Skjern Å har andelen af dambrugsfisk derimod været så stor, at den vilde bestands genpulje gradvist er blevet fortyndet væk - som vist i figur 2.
Det kan også have betydning, at man i opdrættet til Skjern Å ikke har fanget nye vilde moderfisk hvert år, men har haft en genbank, hvor moderfiskene har været holdt gennem flere generationer. Genbanken er lejlighedsvis blevet suppleret med vildtfangede fisk. Hvis man har været uheldig at få dambrugsfisk blandet ind i genbanken, har de kunnet overleve her uden at skulle klare sig i naturen. Samtidig er vildfisk og dambrugsfisk blevet krydset med hinanden i genbanken, som de måske ikke gør i samme omfang i naturen. På den måde har genbanken leveret dambrugsfiske-gener til Skjern Å-bestanden år efter år.
Når dambrugsfisk krydses ind i vildfiskebestande, kan de medbringe genetisk materiale, som er uhensigtsmæssigt for de vilde fisk. Dermed kan den naturlige produktion i realiteten sænkes pga. udsætningerne og først stige igen, når udsætningerne er ophørt (se figur 3). Derudover kan udsatte dambrugsfisk have negativ indflydelse på vildfiskene på grund af andre forhold, såsom konkurrence om føde og standpladser.
I en norsk undersøgelse har man beregnet, at udsætning af dambrugslaks forårsagede, at produktionen af vilde laks faldt med ca. 30 % i forhold til, hvad den ville have været, hvis der ikke var blevet sat dambrugslaks ud.
Alt i alt må man konkludere, at udsætning af dambrugsfisk i en vild bestand reelt kan virke som en slags biologisk bekæmpelse af den vilde bestand.
Fig. 3. Udsatte dambrugsfisk kan nedsætte den naturlige produktion i en laksefiskebestand. Dambrugsfiskene bringer "dårligt" genetisk materiale ind i bestanden, og produktionen i bestanden nedsættes. Når udsætning af dambrugsfisk ophører, begynder den naturlige udvælgelse at fjerne det uhensigtsmæssige genetiske materiale, som dambrugsfiskene bragte ind i bestanden. Når bestanden er sluppet af med det "dårlige" genetiske materiale kan produktionen være tilbage på det niveau, den var på, før udsætningerne begyndte.
Af Michael M. Hansen og Einar Eg Nielsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.