Karpens levesteder

Karper findes især i de mindre søer.
Karper findes her i landet især i de mindre søer, hvor de oftest er sat ud.

Karpen lever kun dér, hvor den er sat ud

Da karpen ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark, er den henvist til at leve dér, hvor den er sat ud. Ikke alle steder trives den lige godt, men den har som sådan ikke en naturlig type levested her i landet. 

I mange søer kan der især om vinteren opstå så dårlige iltforhold, at karperne dør. Der kommer først en bestand igen, når der atter sker en udsætning. 

Det er som oftest lystfiskere, som ønsker karper udsat. Enkelte udsætninger har et kulturhistorisk sigte. Læs mere om, hvad der bestemmer karpens udbredelse i Danmark. 

Karpen findes udbredt i hele Danmark

På trods af, at karper mange steder formerer sig dårligt eller slet ikke, er karpen udbredt i stort set hele landet. Udbredelsen er øget betydeligt gennem de seneste 20-30 år. Læs mere om karpens udbredelse i Danmark. 

Karpen lever især i mindre søer

De fleste udsætninger af karper sker i mindre søer og damme, og derfor er det her, man finder de fleste bestande. 

Nogle større søer har en meget fåtallig bestand, og i ganske enkelte af de større søer finder man en stor selvreproducerende bestand. 

Hvis karpernes basale krav til føde, ilt og lignende er opfyldt, kan de trives i alle disse søtyper. Læs mere om karpens vigtigste levesteder. 

Karper foretrækker blød bund

Karper foretrækker at opholde sig i områder med blød bund, lavt vand og undervandsplanter. De opsøger også gerne de områder i søen, hvor temperaturen er højest. Læs mere om karpens foretrukne opholdssteder. 

Af Søren Berg, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.  

 

http://www.fiskepleje.dk/Fiskebiologi/karpe/levested
21 NOVEMBER 2017